Wall Streets rekordrække blev udvidet

Fremgangen fortsætter på det amerikanske aktiemarked, der mandag lukkede med friske rekorder-
Af Ritzau

De konjunkturfølsomme papirer indtog førerrollen, mens investorerne fortsatte med at holde øje med de løbende kvartalsrapporter.

S&P 500-indekset sluttede fredag med en gevinst på 0,4 pct. i 2316,10. Det tunge Dow Jones-indeks steg 0,5 pct. til 20.269,37, og Nasdaq-papirerne lukkede med en stigning på 0,3 pct. i 5734,13.

Det var tredje dag i træk med rekorder i alle de tre store indeks efter præsident Trumps kommentarer torsdag om, at han har planer om at lancere en "fænomenal" skatteplan i løbet af de næste to til tre uger.

"Det her er bare en overlevering fra sidste uge. Markedet ser ud til at lade tvivlen komme Trump til gode," vurderer investeringschef Bill Lynch fra Hinsdale Associates ifølge AFP.

Og det gnidningsfrie topmøde mellem Donald Trump og den japanske premierminister, Shinzo Abe, i weekenden ses også som positivt for udviklingen.

"Jeg fornemmer en feststemning, og investorerne vil bare ikke holdes udenfor," siger chefinvestor Jack Ablin fra BMO Private Bank til AFP.

Tirsdag morgen synes det dog at være slut med fyrværkeriet. De asiatiske aktier taber momentum, mens de amerikanske aktiefutures ligger med mindre kursfald under 0,1 pct.

Investorerne afventer den amerikanske centralbankchefs, Janet Yellens, redegørelse for bankens pengepolitik over for Senatets bankpanel.

Her vil indikationer for, hvornår centralbanken næste gang har i sinde at stramme pengepolitikken, stå højt på investorernes dagsorden.

Hele 10 af de 11 undergrupper i S&P 500-indekset lukkede med stigninger mandag.

Finansaktierne fik glæde af både de positive udsigter som af stigende renter, og de store banker lagde fra med en stigning i Citigroup på 2,3 pct., mens JPMorgan, Bank of America og Goldman Sachs alle øgede mere end 1 pct.

Selve finanssegmentet lukkede med en stigning på 1,1 pct. efterfulgt af industrisegmentet, der sluttede dagen med et plus på 1,0 pct.

Eneste minus var at finde i telesektoren, der droppede 1,3 pct. Mobilselskabet Verizon annoncerede et salg af ubegrænsede datapakker, og det blev opfattet som et tegn på stigende konkurrence blandt udbyderne.

Verizon-aktien tabte 0,9 pct., AT&T faldt 1,8 pct., og T-Mobile USA droppede 2,4 pct.

Verdens største producent af kopilægemidler, israelske Teva Pharmaceutical Industries, var blandt mandagens få regnskabsaktuelle selskaber.

Selskabet, der er noteret i USA, overgik forventningerne på både omsætning og bundlinje, og aktien steg 5,6 pct.

Burger King-bagmanden, Restaurant Brands International, sluttede også 2016 bedre end ventet. Aktien blev belønnet med et plus på 4,6 pct.

USA's største varehuskæde, Macy's, blev løftet af en kommentar fra analysehuset Barron om, at et bud på koncernen kunne løfte aktien 50 pct.

Detailkæden har længe været omgivet af budspekulationer, og så sent som for en uge siden blev Hudson Bay fremhævet som interesseret.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også