Valuta: Handlerne søger facts at handle på fra Trump

AF RITZAU FINANS

Der er stilstand på valutamarkederne på dagen, hvor Donald Trump tages i ed som den 45. præsident i USA. Men formår Trump at sætte gang i den økonomiske vækst og inflation i de kommende år, vil det skubbe renterne op og styrke dollaren.

Det sagde chefen fra den japanske centralbank, Bank of Japan, Haruhiko Kuroda, fredag på Verdens Økonomiske Forum i den schweiziske by Davos .

"Væksten i den amerikanske økonomi vil sandsynligvis accelerere i år og næste år, og prisinflation kan stige. Det kan betyde, at renterne stiger og dollaren styrkes," sagde Kuroda på topmødet ifølge Reuters.

"Men det er vanskeligt at forudsige en valutas bevægelse. Man kan ikke sige noget konkret, fordi valutakurserne påvirkes af så mange faktorer - ikke kun renterne og den økonomiske vækst," sagde han.

Ifølge Bloomberg News holder investorerne sig på sidelinjen, og der er modviljen til at føje en masse risiko ind i markedet, inden overdragelsen af præsidentembedet er fundet sted, Trump har holdt sin tale, og der igen falder ro over markederne.

Talen vil blive dissekeret og fortolket for ting, der kan påvirke markederne på kort sigt, og der vil være fokus på signaler i forbindelse med handelsprotektionisme, finanspolitiske stimuli samt globale relationer, som kan påvirke blandt andet den mexicanske peso, den canadiske dollar samt amerikanske dollar, kinesiske yuan og japanske yen.

Euro koster fredag 1,0656 dollar mod 1,0620 dollar torsdag eftermiddag. Dollar koster samtidig 115,20 yen, hvilket er det samme som torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår