Milliarder strømmer ind til topplaceret Maj Invest
Store internationale investorer har fået øjnene op for det uafhængige danske investeringshus Maj Invest. Investeringsteamet bag fonden Maj Invest Value Aktier har over de seneste 10 år været Europas næstbedste til at investere i globale aktier, og det har fået institutionelle investorer fra hele verden til at kaste milliarder af kroner i armene på det danske investeringsteam. Det skriver Finans.
Maj Invests adm. direktør, Jeppe Christiansen, er begejstret.
"Store pensionskasser og professionelle investorer rundt omkring i verden har opdaget os, fordi vi ligger så godt i de internationale sammenligninger. Det har givet os en række store internationale kunder især inden for det seneste halve år," siger Jeppe Christiansen til Finans.
Maj Invest offentliggør ikke tal for de enkelte investeringspuljer, men samlet set har investeringshuset fået et tocifret milliardbeløb ekstra under forvaltning i 2016, og størstedelen af pengene er ifølge Jeppe Christiansen blevet placeret i puljen med globale value-aktier.
"En "track record" på 10 år betyder rigtig meget. Der er flere meget store kunder, som har henvendt sig helt af sig selv. Hele puljen med globale aktier er nu pænt over 20 mia. kr.," siger Jeppe Christiansen.
Ifølge analysehuset Morningstar er Maj Invest kun blevet overgået af den britiske investeringsvirksomhed Guinness Global Innovators, hvis produkter man ikke kan købe i Danmark.
/ritzau/FINANS