Sydbank: Riksbanken vil lempe pengepolitikken på rentemøde

Sverige vil lempe pengepolitikken, vurderer analytiker.
Foto: Riksbanken
Foto: Riksbanken
AF RITZAU FINANS

Den svenske centralbank, Sveriges Riksbank, lemper højst sandsynligt pengepolitikken på rentemødet i morgen, men det kan blive for meget af det gode.

Det vurderer Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i Sydbank.

"Sveriges Riksbank har holdt styringsrenten uændret på minus 0,5 pct. siden starten af 2016, mens opkøbet af obligationer for nye penge blev hævet med 45 mia. til i alt 245 mia. svenske kroner tilbage i april."

"Vi venter, at Sveriges Riksbank vil forlænge obligationsopkøbene i morgen med seks måneder, så opkøbene fortsætter indtil midten af 2017. Opkøbsprogrammet vil sandsynligvis blive forhøjet med op mod 45 mia. svenske kroner. Vi forventer uændret styringsrente," uddyber makroanalytikeren i en kommentar.

Kim Blindbæk vurderer dog, at det set udefra virker mærkeligt, at Sveriges Riksbank har behov for at lempe pengepolitikken yderligere.

"Inflationen i Sverige har været stigende siden midten af 2015, og er ikke langt fra bankens inflationsmålsætning på 2 pct."

"Samtidig understreger de økonomiske nøgletal fra Sverige, at der fortsat er pæn fremgang i svensk økonomi," skriver Kim Blindbæk i en kommentar.

Men en lempelig pengepolitik er ikke uden risici.

"Boligpriserne skyder i vejret, og lave renter tilskynder til at optage gæld. På landsplan stiger boligpriserne med næsten 9 pct. I de største byer er prisstigningerne endnu større."

"Hvis inflationen pludselig stiger kraftigt, kan Sveriges Riksbank blive tvunget til at hæve renten hurtigere end ventet. Det risikerer at briste en boligboble i Sverige og starte en økonomisk nedtur," advarer han.

Sydbank vurderer derfor, at Sveriges Riksbank ikke kan føre så lempelig en pengepolitik lang tid endnu uden risiko.

"Det ændrer dog næppe på, at Sveriges Riksbank efter alt at dømme lemper pengepolitikken yderligere i morgen," fastslår Kim Blindbæk.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også