ECB: Pengeregnen over Europa bliver forlænget torsdag

Blandt økonomer er der bred enighed om, at Den Europæiske Centralbank i dag vil forlænge sine obligationsopkøb.
Foto: Arkiv: Polfoto/Michael Probst
Foto: Arkiv: Polfoto/Michael Probst
AF RITZAU FINANS

Torsdag løber Den Europæiske Centralbanks (ECB's) rentemøde af stablen, og der er bred enighed om, at banken vil forlænge sine obligationsopkøb.

"Vi er overbeviste om, at ECB torsdag vil beslutte at forlænge pengeregnen over Europa gennem opkøb af obligationer for nye penge i endnu længere tid end hidtil planlagt," konstaterer Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank, og tilføjer:

"Selv om inflationen i november steg til det højeste niveau i to et halvt år, er niveauet på 0,6 pct. fortsat alt for lavt. Den stigende inflation er endda kun midlertidig, da den primært skyldes, at olieprisfaldet i slutningen af 2015 nu falder ud af inflationsberegningen."

Anders Høyer, der er cheføkonom i Sparekassen Kronjylland mener også, at opkøbsprogrammet, hvis hovedformål er at løfte den lave inflation i eurozonen, vil fortsætte, men at højere lønstigninger også er afgørende for at få inflationen op.

"Virksomhederne overfører nemlig til en vis grad lønningerne over i priserne. Det gælder specielt i servicesektoren, hvor produktivitetsvæksten er lavere. Prisudviklingen i servicesektoren udgør samtidig en betragtelig andel af den samlede inflation," siger han.

"Derfor er det afgørende, at pengepolitikken forsat vil indebære lave renter et godt stykke tid ind i 2017, så det nuværende opsving med stigende beskæftigelse og faldende ledighed fortsætter med størst mulig sandsynlighed," fortsætter Anders Høyer.

Problemer bliver større uden opkøbsprogram

Hvis ECB vælger at stoppe opkøbsprogrammet ved det planlagte udløb i marts, vil problemerne, ifølge Jacob Graven, blive endnu større.

"I så fald vil obligationsrenterne stige kraftigt, og euroen vil blive styrket. Det vil dæmpe den i forvejen beherskede økonomiske vækst og presse inflationen endnu længere ned."

"Den alt for lave inflation er kritisk, da det kan få flere og flere til at tvivle på, at inflationen på lidt længere sigt kommer tilbage på målsætningen på knap 2 pct. Hvis mange forventer, at priserne ikke vil stige i fremtiden, eller måske ligefrem vil falde, risikerer det at kvæle økonomien, fordi mange vil vente med at bruge penge i forventning om, at alting bliver billigere i fremtiden," siger Jacob Graven.

/ritzau/FINANS

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også