Nykredit håber at få solgt hovedsæder inden børsnotering

Seks måneder efter at Nykredit satte sine hovedsæder til salg, er der endnu ikke fundet en køber. Selvom Nykredits topchef fortæller, at man er i forhandlinger, tør han kun håbe, at bygningerne er solgt, inden Nykredit er klar til at gå på børsen.
Nykredits koncernchef, Michael Rasmussen på sit kontor på 9. etage i Glaskuben med udsigt over Københavns Havn. | Foto: /ritzau/Mik Eskestad
Nykredits koncernchef, Michael Rasmussen på sit kontor på 9. etage i Glaskuben med udsigt over Københavns Havn. | Foto: /ritzau/Mik Eskestad

Dagen inden Nykredit 4. februar meddelte omverden om sine børsnoteringsplaner, blev realkreditkoncernens tre hovedsædebygninger ved Kalvebod Brygge sat til salg.

Men seks måneder senere er der endnu ikke fundet hverken en eller flere købere. 

"Der er ikke noget nyt. Vores hovedsæder er fortsat til salg. Vi tror, at det er en god løsning omkostningsmæssigt. Det er godt for vores kultur, at vi får samlet vores hovedkontorfunktioner ét sted på et tidspunkt," siger Nykredits koncernchef Michael Rasmussen til FinansWatch.

"Vi er i god gænge, men jeg kan ikke komme det nærmere, for vi sidder midt i forhandlinger, og det har vi gjort længe. Det tager den tid det tager," fortsætter han.

Regner du med, at I får solgt hovedsæderne inden børsnoteringen?

”Det håber jeg,” lyder det fra Michael Rasmussen. 

Tidligere på sommeren skrev TV2 Business, at Nykredit havde droppet salget. Det afviste Nykredit dog over for FinansWatch, men oplyste, at man nu overvejede at sælge de tre bygninger hver for sig.

Det drejer sig om det store hovedsæde Glaskuben, samt de lidt mindre bygninger, Krystallen og Otto Mønsteds Plads.

Da Nykredit i februar annoncerede, at realkreditkoncernen agter at lade sig børsnotere for at kunne leve op til kommende - og endnu ukendte - kapitalkrav, var forventningen, at en børsnotering ville falde inden for 12-24 måneder. 

"Jeg sagde 12-24 måneder, da vi meldte det ud i februar, og det holder jeg fast i, men bliver nok tættere på de 24 end de 12. Jeg forventer at vi er klar til en børsnotering inden 24 måneder. Men det er ikke det samme som at sige, at vi så er børsnoterede, for der er også et aktiemarked at tage hensyn til," uddyber Michael Rasmussen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også