Hvad har de italienske myndigheder lært, efter 524 års erfaring med håndtering af bankkriser?

Det spørgsmål bliver måske delvist besvaret den kommende weekend.

På fredag kl. 22 vil det London-baserede europæiske banktilsyn, EBA, offentliggøre sin årlige stresstest af de største banker i EU. Denne gang vil myndigheden ikke lave en sort liste over de banker, der er ude af stand til at klare stresstesten. Men allerede nu er alles øjne rettet mod Italiens tredjestørste bank, Banca Monte dei Paschi di Siena.

Grundlagt i 1472 er det verdens ældste eksisterende bank, med 2.100 filialer og repræsentation i 40 lande, samt 26.000 ansatte.

En rådden udlånsbog

Men Banca Monte dei Paschi di Siena, eller MPS som den hedder i daglig tale, har i årevis kæmpet med en udlånsbog fyldt med usædvanlig meget råddenskab.

På papiret har Banca Monte dei Paschi di Siena en egenkapital på 9,6 mia. euro, eller knap 72 mia. kr., svarende til 3,30 euro pr. aktie. Men i dag er aktiekursen blot 0,265 euro, svarende til en markedsværdi på sølle 777 mio. euro.

Alene siden nytår er aktiekursen faldet med 78,5 pct., og siden topniveauet 18. maj 2007 er aktiekursen faldet astronomiske 99,7 pct.

Bankens problem er, at egenkapitalen langt fra er stor nok til at håndtere nedskrivningerne på de nødlidende lån.

Beregninger foretaget af analytikerne fra Credit Suisse viser, at EBA's stresstest formentlig vil vise, at banken mangler op til 3,5 mia. euro i frisk kapital. Og tidligere denne måned krævede bankens tilsynsmyndighed, Den Europæiske Centralbank, at der skal frasælges nødlidende lån for mere end 14 mia. euro over de kommende tre år.

Ikke penge til at sælge nødlidende lån

Det er et alvorligt problem. For selv om banken allerede har nedskrevet for omkring halvdelen af det beløb, så vil lånene formentlig kun kunne sælges for mellem 20 og 30 pct. af deres pålydende værdi. Ergo vil det krævede salg af lånene ifølge analytikere fra investeringsbanken Kepler Cheuvreux formentlig koste banken omkring 4 mia. euro.

Så det er relativt klart, at der skal friske penge til verdens ældste bank, hvis den fortsat skal holde filialdørene åbne.

Før finanskrisen var det relativt åbenlyst, hvor de penge skulle komme fra. Nemlig skatteyderne. Sådan var det eksempelvis, da den britiske regering reddede Royal Bank of Scotland, lige som den danske regering flere gange, begyndende i oktober 2008, stillede et offentligt sikkerhedsnet op under den danske banksektor.

Skatteydergaranti i 1624

Det er der intet nyt i. Faktisk fik netop Banca Monte dei Paschi di Siena helt tilbage i 1624 et offentligt sikkerhedsnet, da storhertugen af Toscana, Ferdinando II de' Medici, afgav en statslig garanti for bankens indlånere. Garantien havde sikkerhed i storhertugdømmets jorde, eller "Paschi", hvilket gav banken sit nuværende navn.

Men der var en krølle på storhertugens garanti. Han forbeholdt sig nemlig ret til at inddrive et eventuelt tab hos alle borgere i Siena. Med andre ord var der reelt tale om en skatteyderfinansieret garanti.

Baggrunden i garantien skal findes i storhertugens egen familie. Medici-familien var i 1500-tallet Europas ubestridt rigeste og mest indflydelsesrige, og det skyldes i høj grad, at den i slutningen af 1300-årene grundlagde den banebrydende Banco Medici, der i praksis indførte moderne bankdrift, og blandt andet opfandt det dobbelte bogføringssystem, med kredit og debit.

Banco Medici gjorde ikke kun Medici'erne men også Firenze og Toscana uhyre velhavende. Men en giftig kombination af dårlig ledelse, dyre krige, et fald i guldpriserne og ikke mindst dårligt kredithåndværk begyndte fra 1480'erne at ramme Banco Medici, der i forvejen var uhyre tyndt kapitaliseret.

Matteo Renzis hovedpine

For at redde sig selv begyndte banken at kræve at kunderne indfriede deres lån, hvilket førte til en mærkbar økonomisk krise og kraftigt stigende arbejdsløshed. Og det hele endte med, at vrede Firenze-borgere bogstaveligt talt satte ild til banken.

Det var de erfaringer, der var med til at skabe rationalet bag statsgarantien i 1624.

Og det er erfaringer, som Italiens 41-årige statsminister, Matteo Renzi, meget gerne vil undgå at gentage i 2016.

Derfor har Renzi gennem længere tid argumenteret kraftigt for, at Italien skal have lov til at give statsstøtte til Banca Monte dei Paschi di Siena.

Men det er bare ikke lige til. For EU kom i 2014 med et direktiv, der fastlægger hvordan nødlidende banker skal håndteres. Og helt centralt i direktivet er, at bankernes aktionærer og dem, der har ydet risikovillige lån til bankerne, først skal holde for.

Det er fuldstændigt på linje med, hvad der har været fast praksis i Danmark, når banker er krakket. Her har aktionærerne og dem, der havde ydet risikovillige lån i form af hybrid kernekapital og ansvarlige lån, konsekvent mistet det hele. Og da Fjordbank Mors, Amagerbanken og Andelskassen JAK Slagelse krakkede, var der oven i købet også tab til de almindelige indlånere.

Ikke første gang banken får statshjælp

Italien har tidligere ydet akut førstehjælp til Banca Monte dei Paschi di Siena. I 2013 købte den italienske stat såkaldte "Monti-obligationer", opkaldt efter daværende statsminister Mario Monti, som skaffede MPS 4 mia. euro der kunne holde banken flydende, indtil der i 2014 og 2015 blev gennemført to nysalg af aktier.

Men de investorer, der sidste år kom med friske penge til banken, har siden bitterligt fortrudt det. For de har tabt omkring 80 pct. af deres penge.

Banken har ganske vist en anden måde at overleve på. Man kan konvertere risikovillig lånekapital til aktier, og på den måde få friske penge i kassen. Den slags har MPS mere end 5 mia. euro af, så det kan i teorien løse bankens akutte kapitalproblem.

Men den løsning vil være et politisk mareridt for Matteo Renzis regering. For de risikovillige lån som MPS og andre italienske storbanker har udstedt gennem de senere år, er primært blevet solgt til italienske husholdninger. Og en konvertering kan næsten ikke undgå at give de private italienere massive tab.

Stor tvivl om overlevelse

I øjeblikket er der massiv tvivl om, hvorvidt banken overlever.

Det er muligt at købe konkursbeskyttelse, eller såkaldte Credit Default Swaps, på MPS. Prisen er i øjeblikket 14,45 pct. årligt i fem år, for at købe en fem-årig forsikring på MPS' risikovillige gæld. Det svarer matematisk til, at der ifølge markedet er en 59,28 pct. sandsynlighed for, at der bliver tab på de risikovillige lån.

Prisen for at købe en Credit Default Swap på MPS' såkaldte seniorgæld er i øjeblikket 3,73 pct. årligt, svarende til en matematisk konkurssandsynlighed på 26,6 pct. Så sent som 27. juni var konkurssandsynligheden, beregnet på baggrunden af priserne for konkursbeskyttelsen, dog helt oppe på 41,2 pct.

Det skyldes, at aktiesalg i maj og juni fra to andre nødlidende italienske banker, Banca Popolare di Vicenza og Veneto Banca i maj og juni gik elendigt. Selv om Baca Popolare di Vicenza i sidste måned tilbød at sælge nye aktier til 29 pct. under markedskursen, så var der stort set ingen købere.

Derfor blev langt hovedparten af de nye aktier købt af bankredningsfonden Atlante, som den italienske regering regering oprettede i april i år.

Redningsfond er for lille

Men på grund af EU's regler måtte den italienske stat ikke komme med penge til Atlante, så pengene kom i stedet fra Italiens storbanker, herunder MPS, der bidrog med 50 mio. euro, mens Intesa Sanpaolo, Italiens næststøste bank, kom med 845 mio. euro.

Problemet med Atlante er imidlertid dels, at redningsfonden langt fra har størrelsen til at hjælpe så stor en bank som MPS, og dels vil fonden kunne risikere at dræne for meget kapital fra Italiens øvrige storbanker, der så rigeligt selv har problemer at kæmpe med.

Ifølge tal fra den italienske nationalbank havde det italienske banksystem ved udgangen af sidste år nødlidende lån for 360 mia. euro, svarende til 18 pct. af den samlede nominelle udlånsbog i den italienske banksektor.