Uro over sommeren kan øge udlandets appetit på realkreditobligationer

Udenlandske investorer kan få øget appetit på danske realkreditobligationer hen over sommeren, vurderer Nordea.

Udenlandske investorer er over de seneste måneder søgt mod sikker havn i danske statsobligationer i takt med uro omkring Storbritanniens EU-medlemsskab. Men da udbuddet af de danske statsobligationer er begrænset, kan det få investorerne til at vende sig mod de danske realkreditobligationer, vurderer Nordeas chefanalytiker Jan Størup Nielsen.

”Vi har et meget velfungerende realkreditmarked, hvor der faktisk er lidt højere renter end på statsobligationer, så det er noget, vi kan håbe, at udenlandske investorer får øjnene op for. Det taler for, at vi sagtens kan se øget efterspørgsel efter realkreditobligationer – også fra udenlandske investorer,” siger Jan Størup Nielsen til FinansWatch.

Udenlandske investorer har i de seneste måneder øget deres samlede ejerandel af danske statsobligationer og skatkammerbeviser til 41,4 pct., viser nye tal fra Nationalbanken.

”Som led i presset på kronen købte de i januar og februar 2015 voldsomt op i statspapirer set i forhold til tidligere år og var på et tidspunkt tæt på 50 pct. Ejerandelen faldt dog tilbage til det tidligere niveau på omkring 40 pct. i november 2015, hvor statsobligationen 4 pct. stående lån 2015, som udlandet ejede 90 pct. af udløb,” skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse med henvisning til det pres, der kom på danske kroner efter at den schweiziske nationalbank opgav francens bånd til euroen.

I 2016 har udlandets ejerandel af statspapirer ligget uændret til og med marts, men i april og maj er den igen steget, og alene i maj steg de udenlandske investorers beholdning af danske statspapirer med 8,1 mia. kr.

Udlandets appetit på Danmark som sikker havn afspejles også i Nationalbankens valutareserve, der både i maj og juni er steget, fordi Nationalbanken har købt fremmed valuta og solgt kroner for at svække kronen, der har været under styrkelsespres.

”Det er meget et spørgsmål om sikker havn, for når usikkerheden stiger, kigger investorerne efter, hvilke lande der har den bedste kreditværdighed, og her har Danmark AAA-rating og overskud på betalingsbalancen,” siger Jan Størup Nielsen.

Lav likviditet kan skræmme investorer væk

Derimod kan likviditeten i det danske statspapirer også skræmme nogle investorer væk, da det danske marked ikke er særlig stort. Det blev ikke bedre af, at Nationalbanken sidste år i forbindelse med presset på kronen valgte helt at undlade at udstede statsobligationer i perioden februar til oktober 2015.

”Der er ingen tvivl om, at den lange pause i statsudstedelser har skræmt nogle investorer væk,” siger Jan Størup Nielsen.

Han vurderer dog, at investorerne også gennem sommeren får brug for sikre havne.

”Da der kan opstå usikkerhed hen over sommeren både med hensyn til brexit, væksten i Kina og det amerikanske præsidentvalgt, så vil der være en fundamental interesse i at købe danske obligationer,” siger Jan Størup Nielsen.

Udenlandske investorers ejerandel af realkreditobligationer har altid ligget lavere end deres andel af statsobligationer, selvom danske realkreditobligationer har samme høje AAA-rating som de danske statspapirer. Udlandets ejerandel af danske realkreditpapirer har dog ifølge Nationalbanken generelt været stigende fra 2011 til 2015, men har i løbet af de seneste 12 måneder stabiliseret sig omkring 24 pct.

”Når det gælder realkreditobligationer, så er der specifikke regler for hvert land, så det kræver mere indsigt fra den enkelte investor. Men med en rente på 0,08 pct. på en 10-årig dansk statsobligation, så skal man som investor man lede med lys og lygte efter et positivt afkast, og det er der eksempelvis på de fastforrentede danske realkreditobligationer,” siger Jan Størup Nielsen.

Nationalbanken købte i juni valuta for at svække kronen 

Brexit øger efterspørgsel på danske realkreditobligationer 

Nationalbanken dropper salg af skatkammerbeviser 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også