Markedet holder øje med centralbankerne

Det står klart, at det bliver et britisk farvel og tak til Den Europæiske Union, efter at størstedelen af de mange stemmer fra torsdagens folkeafstemning er talt op.
Foto: DAGØ JAN
Foto: DAGØ JAN
/ritzau/FINANS

De foreløbige optællinger har resulteret i kraftige reaktioner på både valuta- og aktiemarkedet, og de europæiske aktier ventes ligeledes at tage et markant dyk i løbet af formiddagen. Investorerne vil nu holde skarpt øje med vigtige politiske signaler om EU's fremtid og reaktionerne fra centralbankerne, fortæller Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.

"I første omgang vil Bank of England sige, at man kan låne alle de pund, man vil, og på den måde sørge for, at der er likviditet nok i pund. Det er ikke utænkeligt, at banken vil sætte renten en yderligere tand ned eller genoptage opkøb af obligationer for nye penge, men det bliver nok ikke i dag, men i løbet af de kommende uger," vurderer han over for Ritzau Finans.

"De vil kommunikere ud i dag, at de er klar til at gøre alt, hvad der skal til, men de konkrete handlinger kommer ikke i dag ud over fri tilgængelighed af pund," fortsætter Jacob Graven.

ECB kommer også på banen

Han forventer ligeledes, at Den Europæiske Centralbank i løbet af fredagen vil slå fast, at den vil gøre det, der skal til, mens banken vil vente med de konkrete tiltag.

"ECB vil se tiden an, men det er bestemt ikke usandsynligt med tiltag i løbet af få måneder, hvis den europæiske økonomi vil bremse op. Jeg forventer, at der kommer mere af det samme. Det vil sige en yderligere rentenedsættelse, og centralbanken kan desuden forøge og forlænge obligationskøbet, som den er i gang med, siger Jacob Graven.

Tidligere på året satte Den Europæiske Centralbank en række nye tiltag i gang - herunder opkøbet af obligationer. Cheføkonomen erkender også, at centralbanken er ved at være i bunden af værktøjskassen, men han påpeger, at den har signaleret, at der er mulighed for at gøre mere.

"Det er klart, at når renten allerede er minus 0,4, så er der grænser for, hvor meget man kan sænke den yderligere. Man kan tage en lille tand og skrue lidt op for opkøbsprogrammet. Problemstillingen er, at effekten nok vil være meget beskeden. Mange mener, at effekten af det, man har gjort, allerede har været beskeden, men man må skyde med det, man har," siger han.

Brug for lempet finanspolitik

Centralbanken kan derfor heller ikke løfte den europæiske økonomi alene. Bankens pengepolitik skal kombineres med finanspolitiske eller strukturelle tiltag, vurderer økonomen.

"Så politikerne skal måske også ud og lempe med eksempelvis offentlige investeringer, skattelettelser eller komme med strukturelle reformer. Det vil ikke give en hurtig positiv effekt, men kombineret med andre tiltag kan det give bedre vækstudsigter og dermed skabe en større optimisme blandt virksomheder, og forbrugere, og det er der behov for," siger han.

Gennem længere tid har der været snak om en renteforhøjelse hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, men den er skubbet længere ud i fremtiden med det britiske farvel til EU.

"Det er meget sandsynligt, at det er sat på pause i en periode. En rentestigning er nok ikke lige rundt om hjørnet, og som jeg ser det, vil det tidligst ske i 2017," siger Jacob Graven, der dog ikke forventer en nedsættelse af renten på baggrund af afstemningen.

Fremtiden for EU er i fokus

Først og fremmest vil investorerne se mod morgenens politiske reaktioner i Europa for at få en indikation af, hvordan det europæiske samarbejde vil se ud i fremtiden.

"Det absolut vigtigste er, at man får et signal om, hvad fremtiden er for hele EU. Nogle investorer kan begynde at frygte, at samarbejdet smuldrer fra hinanden. Hvis den stemning spreder sig, kan det blive rigtigt giftigt på de finansielle markeder, og det i sig selv kan få den europæiske økonomi til at bremse op, fordi det kan få virksomhederne til at stoppe med at investere. Investorerne vil lytte til reaktionerne fra politisk side og centralbankerne," siger Jacob Graven.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også