Ny direktør vil styrke medlemsdemokratiet i foreningen Nykredit

Foreningen Nykredit – der i dag tæller 350.000 medlemmer – har i dag fået en direktør. Det sker forud for planerne om, at sende Nykredit – som foreningen ejer 90 pct. af – på børsen i løbet af de kommende 12-24 måneder.
Foto: PR
Foto: PR
AF ANNE LOUISE HOUMANN OG JAKOB SKOUBOE

”Jeg glæder mig enormt meget til at blive en del af denne forening, som nu skal til at have en mere selvstændig profil. Efter stormvejret i foråret er det blevet tydeligt, at man skal have en bedre dialog med medlemmerne - det er en meget vigtig opgave,” siger den nyudnævnte direktør Louise Mogensen, der de seneste tre år har været næstkommanderende i bankernes interesseorganisation, Finansrådet.

Efter at have levet en gemt tilværelse i mange år dukkede Foreningen Nykredit i februar op i overskrifterne, da den som største aktionær i Nykredit gav sin godkendelse til at sende realkreditkæmpen på børsen for at hente kapital.

Men det skete uden at spørge de 350.000 medlemmer, der i dag er i foreningen. Medlemmerne tæller låntagere i Nykredit, og det vakte både postyr og vrede blandt låntagerne, der samtidig fik besked om, at deres bidragssatser i ville stige per 1. juli.

Hvad kommer dit job til at gå ud på? 

”Det er jo en forening baseret på medlemsdemokrati, som trænger til at blive styrket. Vi skal være bedre til at forklare, hvorfor det er en fordel at være medlem i en forening. Og så skal vi varetage foreningens interesser i børsnoteringen,” siger Louise Mogensen.

Skal sikre den bedste pris

Hendes interesse er naturligvis at sikre, at ejerne, altså foreningen, får den bedste pris for Nykredit.

”I øjeblikket ejer vi 90 pct., og vi er jo interesseret i at få så god en kurs som muligt, for jo bedre aktiekurs, jo færre aktier er vi nødt til at afgive. Vi vil have gerne ny kapital ind, men ikke mere end højst nødvendig,” siger hun.

Og netop det med at undgå at sælge ud, betyder meget.

”Ambitionen er jo at vi fortsat skal være majoritetsaktionærer. Så det er et spørgsmål om, at Nykredit er et så effektiv selskab som muligt, når det går på børsen,” siger den kommende direktør.

Hun siger, at hun, sammen med foreningens bestyrelse, skal sikre, at der bliver udøvet et aktivt ejerskab, og at der står en effektiv organisation bag.

”Den skal være dygtig og kompetent, der kan tilbyde attraktive produkter til konkurrencedygtige priser."

Kan du fortælle noget om Kundekroner, og hvordan I vil sikre jer, at Nykredit opfører sig på en måde, som er til fordel for jeres medlemmer?

”Det er nogle super relevante spørgsmål, men det giver mest mening at tage fat på dem, når jeg er startet i jobbet. Men ambitionen er selvfølgelig, at vi får svar på alle de gode spørgsmål,” siger Louise Mogensen, der glæder sig til de nye udfordringer.

”Det er en spændende mulighed. Jeg glæder mig rigtig meget til at tage fat på denne kommunikationsopgave, som også handler om at styrke foreningen, og at foreningen skal fremstå selvstændig og udvise et aktivt ejerskab.”

Louise Mogensen starter i Foreningen Nykredit 1. august.

Formand: Louise Mogensen skal modernisere Foreningen Nykredit 

Louise Mogensen stopper i Finansrådet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også