Bank of Japan bytter nej-siger i bestyrelsen ud med ja-siger

AF RITZAU FINANS

Den japanske regering har valgt at erstatte den 53-årige Sayuri Shirai i bestyrelsen i den japanske centralbank, Bank of Japan (BoJ), med Makoto Sakurai. Skiftet sker, når Shirais periode i bestyrelsen udløber med udgangen af marts, skriver Bloomberg News.

Sayuri Shirai var på den tabende side, da BoJ i januar stemte om at indføre negative renter. Det blev dog til et ja med stemmerne fem mod fire. Og med udtrædelsen er der ikke flere kvinder i bestyrelsen i centralbanken.

Bank of Japan halter bagefter andre centralbanker, hvad angår kvinders repræsentation i bestyrelsen. Siden strukturen blev ændret i 1998, har en af de ni pladser været besat af en kvinde, og Shirai var det tredje kvindelige medlem, skriver Bloomberg.

Der er fire kvinder i den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, rentekomité, Federal Open Market Committee, blandt andet bankens chef Janet Yellen, og den malaysiske centralbank er blevet ledet af en kvindelig guvernør siden 2000, skriver Bloomberg.

Den japanske centralbank sprudler heller ikke af ungdommens glæde - centralbanken har en meget højere andel af medlemmer over 70 år end både Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank.

Den nye mand i bestyrelsen afviger da heller ikke fra dette. Makoto Sakurai er en 70-årig forsker i økonomi - og han tiltræder, så snart premierminister Shinzo Abe får godkendt udnævnelsen i parlamentet, hvor Abes koalitionsregering har flertal.

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også