Kritiske Totalkredit-kunder skal mødes med Jyske Bank

På blot en uge har Facebook-gruppen ”Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit” samlet næsten 20.000 medlemmer, og senere i denne uge skal gruppens to stiftere mødes med Jyske Bank. (opdateret)
Foto: Simon Fals
Foto: Simon Fals

(Opdateret med kommentar fra Nykredits koncernchef Michael Rasmussen)

Chresten Ibsen og Anders Sandberg Larsen, der for blot otte dage siden stiftede Facebook-gruppen ”Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit” skal mødes med Jyske Bank senere i denne uge for at tale om at flytte utilfredse Totalkredit-kunders lån over i Jyske Bank og BRF Kredit.

”Vi har en aftale med Jyske Bank om at mødes med dem,” siger Chresten Ibsen til FinansWatch.

Jyske Bank ordførende direktør Anders Dam var i sidste uge ude og love kunder, der skifter til Jyske Bank/BRF Kredit, at de kan få deres lån til de nuværende satser, hvis de skriver under på det nye lån inden 1. juli, hvor Totalkredits bidragssatser træder i kraft.

Siden Chresten Ibsen og Anders Sandberg Larsen startede Facebook-gruppen ” ”Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit” som reaktion, at Nykredit har valgt at hæve bidragssatserne for private med lån via Totalkredit, er gruppen i skrivende stund tæt på at passere 19.500 medlemmer.

”Vi havde forventet at folk var vrede, men vi havde nok ikke at det var så voldsomt,” siger Chresten Ibsen.

”Vi vil gerne mødes med alle, der er interesserede. Vi opfordrer i øjeblikket folk på Facebook til at dele, for at samle så mange Totalkredit-låntagere som muligt,” tilføjer han.

Samler informationer fra utilfredse Totalkredit-kunder

De to stiftere er i gang med at forhandle sig frem til billigere lån. Alle interesserede Totalkredit-kunder kan derfor udfylde en formular på hjemmesiden fairbidragssats.dk, og informationerne skal bruges til ”at forfølge tilkendegivelse fra de valgte institutter om "mængderabat" og dermed til at presse Nykredit og Totalkredit til at fjerne stigningen i bidragssats”.

”Vi skal bruge oplysningerne til først og fremmest at lægge pres på Nykredit og Totalkredit, så de vil ændre deres beslutning og måske en dag sende os et nyt brev, hvor der står ”undskyld”. Eller nummer to, at vi går ud og får et bedre lånetilbud et andet sted,” siger Chresten Ibsen, der fortæller, at man også vil kontakte andre end Jyske Bank.

På Facebook-gruppen ligger også en underskriftsindsamling for et lovkrav imod bidragsstigninger samt en vejledning til, hvordan man kan klage til Forbrugerombudsmanden over Totalkredits varslede bidragsforhøjelser.

Derudover har Chresten Ibsen og Anders Sandberg Larsen planer om at stifte en forening.

”Men det er jo kun otte dage siden vi startede Facebook-gruppen,” siger Chresten Ibsen.

På vej til Christiansborg

Han er i dag på vej til Christiansborg for at mødes med Enhedslisten, der vil lovgive om bidragssatserne.

Ifølge Enhedslistens hjemmeside skriver partiets finans- og forbrugerordfører, Pelle Dragsted, at Enhedslisten og Alternativet sammen arbejder på et tiltag med tre hovedpunkter. De går ud på, at det dels ikke skal være muligt for realkreditinstitutterne at have bidragssatserne for allerede indgåede lån. Der skal dog kunne gøres særlige undtagelser til tilfælde af skærpede kapitalkrav, så derfor foreslår de to partier, at Finanstilsynet fremover skal godkende dette behov. Endelig ønsker partierne at gøre det billigere at skifte realkreditinstitut ved at fjerne gebyrer for dermed at øge konkurrencen for realkreditlån.

FinansWatch har spurgt Nykredit, hvordan man forholder sig til, at kritiske kunder taler med Jyske Bank om at flytte deres lån fra Totalkredit. Vi har modtaget dette svar via mail fra Nykredits koncernchef Michael Rasmussen:

”Det er en langsigtet beslutning at optage et boliglån. Mange betaler tilbage over 30 år. Og Totalkredit vil være konkurrencedygtig over tid på bidrag. Oven i det kan man altså som noget unikt få KundeKroner hos os, og jeg glæder mig til i midten af marts at kunne fortælle vores kunder mere detaljeret om, hvad KundeKroner kommer til at gå ud på. Desuden skal man som kunde også se på rente, rådgivning, tilgængelighed, obligationskurser og produktudbud. Når man drager alle de parametre ind, tilbyder vi sammen med vores partnere i Totalkredit et samlet produkt, der er meget attraktivt for vores kunder, og som vil blive endnu mere attraktivt fremover. Det er først og fremmest det, jeg er optaget af.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også