Simcorp-direktør: Godt resultat selv om vi ikke fik hul på USA

Direktøren havde håbet på et par amerikanske kontrakter, men er alligevel godt tilfreds med 2015.
AF RITZAU FINANS

Softwareselskabet Simcorps adm. direktør Klaus Holse er godt tilfreds med, hvad selskabet opnåede finansielt sidste år.

"2015 var et godt år som helhed, hvor vi blandt andet fik en rekordomsætning på over 2 mia. kr. Og det var på trods af, at vi ikke fik hul på det amerikanske marked sidste år," siger Klaus Holse til Ritzau Finans, efter selskabet kom med regnskab mandag efter børsens lukketid.

"Vi havde regnet med at få et par kontrakter hjem i USA sidste år - men de er så kommet i starten af i år i stedet," siger han.

I slutningen af januar kunne softwareselskabet fortælle, at en nordamerikansk finansiel serviceudbyder, som opererer på globalt plan, underskrev en femårig abonnementsbaseret licenskontrakt. Simcorp har ikke offentliggjort kundens identitet.

Tidligere i januar var det Texas Treasury Safekeeping Trust Company, der indgik en femårig abonnementsaftale på Simcorp Dimension.

Klaus Holse ser lyst på 2016. Og han forventer, at Simcorp kommer ud med et resultat på linje med 2015.

"Nu er vi godt seks uger inde i året, og det er svært at sige, hvor vi lander. Det har været et år, som er startet noget vaklende for vores kunder på grund af den turbulens, der har været på de finansielle markeder," siger Klaus Holse.

I 2015 kom der otte nye kunder til Simcorp. Og alle er i top 200 over verdens største kapitalforvaltere.

"Det er vi ret stolte af. Faktisk er tre af dem blandt de største 50. Som det ser ud nu, har vi faktisk kunder blandt 35 pct. de største 200," siger den adm. direktør.

Regnskab: Fremgang til Simcorp på flere regnskabsposter 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også