Kapitalfond gør klar til at forlade fondsbørsen

Deltaq vil afnoteres fra børsen. Omkostningerne er for høje, begrunder selskabet sin exit med.
AF RITZAU FINANS

Deltaq, der investerer i mindre og mellemstore virksomheder, er på vej til at blive afnoteret fra fondsbørsen i København. Omkostningerne til at være børsnoteret er for høje, og derfor vil selskabet nu ikke længere lade sine aktier være i fri handel.

Det fremgår af en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen i Deltaq samtidig foreslår at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på 12,3 mio. kr.

Det er 32 kr. per aktie, hvilket svarer til selskabets indre værdi. Deltaq-aktien koster mandag 28,40 kr., så der er en mindre præmie for de nuværende aktionærer.

Selskabet meddelte i sommeren 2015, at bestyrelsen overvejede en række strategiske muligheder, hvor en afnotering var en af mulighederne, og det ser nu ud til at blive en realitet.

Hele 89,3 pct. af aktionærerne bakker op om beslutningen og har samtidig forpligtet sig til ikke at deltage i aktietilbagekøbsprogrammet og at tvangsindløse de resterende aktier efter afnoteringen.

Deltaq ejer selskaberne Bollerup Jensen, der producerer rengøringsprodukter, samt Jeka Group, der i to forskellige selskaber forarbejder henholdsvis fiskeprodukter og producerer rejer og skaldyr. Det er planen, at de to selskaber skal sælges, men det kræver tid, før de er klar til salg.

"Bestyrelsen vurderer, at selskabets resterende porteføljeselskaber kræver yderligere udvikling og kommercialisering, før de er salgsmodne, og afhændelse af porteføljeselskaberne vurderes derfor ikke nært forestående."

"Selskabets løbende omkostninger, hvoraf langt størstedelen relaterer sig til noteringen af selskabets aktier og selskabets børsretlige forpligtelser, er væsentlige set i forhold til selskabets aktiver," skriver Deltaq, der på den baggrund har besluttet at blive afnoteret.

Tiden på fondsbørsen har ikke været en fest, hvis man har været aktionær fra starten. Aktien blev noteret i kurs 103,50 kr. i 2007, men koster mandag 28,40 kr. Seneste årsregnskab viste et minus på 61,7 mio. kr. I 2013 var underskuddet på 109,8 mio. kr.

I selskabets børsprospekt fra august 2007 fremgår det, at Deltaq er et investeringsselskab, der ventes afnoteret inden for 10-12 år, og den spådom ser nu ud til at holde nogenlunde vand.

Deltaq venter at indsende en ansøgning om afnotering til Nasdaq OMX - selskabet bag fondsbørsen - i forlængelse af selskabets ekstraordinære generalforsamling, som bliver afholdt 11. februar. Herefter skal fondsbørsen formelt godkende afnoteringen.

 

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også