Londons hvalhandler koster JPMorgan 1 mia. i erstatning

Fire pensionskasser, herunder svenske AP7, har modtaget en erstatning på 1 mia. kr. fra JPMorgan Chase for tab relateret til handleren Bruno Iksil, bedre kendt som "Londonhvalen".

Som del af et forlig har den amerikanske storbank JPMorgan Chase indviliget i at betale en erstatning på 150 mio. dollar, eller lige godt 1 mia. kr., til fire pensionskasser. Det skriver den svenske nyhedstjeneste Realtid.se.

De fire pensionskasser er svenske AP7, Arkansas Teacher Retiremen System, Ohio Public Employees Retirement System og Oregon Public Employee Retirement Fund, ifølge Realtid.se.

AP7 er en del af de statslige svenske almene pensionsfonde, der kan sammenlignes med Danmarks ATP. Ifølge Realtid.se var AP7 hovedkræften bag det tre år lange slagsmål med den amerikanske storbank.

Sagen går tilbage til april og maj 2012, hvor handleren Bruno Iksil var hovedmanden bag et tab for JPMorgan Chase på mindst 6,2 mia. dollar.

Bruno Iksil arbejde i bankens London-kontor med at investere bankens likviditet. Det sker normalt ved at investere i sikre kortløbende værdipapirer. Men Bruno Iksil investerede massivt i det uigennemsigtige og komplekse marked for synetiske Credit Default Swaps, der er forsikringer mod konkurser i virksomheder eller brancher.

London-hvalen dyr for bankaktionærer

Bankens portefølje af synetetiske Credit Default Swaps voksede fra slutningen af december 2011 til slutningen af marts 2012 fra ca. 50 mia. dollar til 157 mia. dollar, og Iksils positioner var så store, at han i markedet blev kaldt for "London-hvalen" eller "Voldemort", efter den onde troldmand i Harry Potter-bøgerne.

Det var banken selv, der måtte bære tabet, som også har medført store bøder og forlig med de amerikanske myndigheder.

Men offentliggørelsen af tabet medførte også, at bankens aktiekurs dykkede med 40 pct., og det har medført, at en række investorer også har anlagt retssager i USA mod JPMorgan Chase på grund af de tab, de har fået ved at eje bankens aktier.

Det er en af de sager, som nu er blevet afgjort ved et forlig.

Bruno Iksil selv er ikke blevet retsforfulgt på grund af tabet, men nøglemedarbejdere i banken er fortsat sigtet for at have skjult handlerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også