Økonomer uenige om den danske renteudvikling

Vil Nationalbanken gøre den ledende rentesats mindre negativ? Det er bankøkonomerne uenige om, efter offentliggørelsen af valutareserven for oktober.

I oktober støttede Nationalbanken kronekursen over for euro ved at sælge euro og købe kroner for 10,1 mia. kr.

Det er det laveste interventionsbeløb siden april, hvor de foregående måneders massive opadgående pres på kronen vendte.

Siden slutningen af marts er valutareserven faldet med godt 246 mia. kr., fra rekordstore 737,1 mia. kr. til nu 491,6 mia. kr.

Spørgsmålet er, om faldet i valutareserven er ved at være nok til at Nationalbanken vil hæve hvad der i øjeblikket er den ledende rentesats, nemlig renten på indskudsbeviser. Den har siden 6. februar i år været på rekordlave minus 0,75 pct.

Cheføkonom Kai Lindberg fra Lån & Spar Bank vurderer, at udviklingen i valutareserven bør åbne op for at Nationalbanken kan mindske spændet i de pengepolitiske renter fra de nuværende 0,8 pct. til omkring 0,5 pct.

Det spænd, som Kai Lindberg refererer til er forskellen på indskudsbevisrenten og Nationalbankens udlånsrente, der er på 0,05 pct. Spændet har typisk ligget på omkring 0,25 procentpoint, men er altså for tiden langt højere.

I Nykredit Markets er der dog ikke stor tiltro til en snarlig renteforhøjelse. Tvært imod, så vurderer Nykredit at en dansk renteforhøjelse tidligst vil komme i løbet af foråret 2016, og da med en beskeden forhøjelse af indskudsbevisrenten til minus 0,65 pct.

Det skyldes blandt andet forventninger om at såvel Den Europæiske Centralbank som Norges Bank og Sveriges Riksbank vil sænke renterne inden udgangen af i år.

"Det er dermed heller ikke vores forventning, at Nationalbanken som sædvanen ellers foreskriver vil følge trop med en forventet rentenedsættelse fra i december. Årsagen er, at valutareserven fortsat ligger på et højt niveau og at der trods al fortsat er en strøm af valuta ud af landet. Det er derfor heller ikke vores opfattelse, at Nationalbanken har nervøse tics over en kommende rentenedsættelse fra ECB. Det har dog den klare konsekvens, at perioden med en ekstremt lav negativ indlånsrente i Danmark efter vores opfattelse nu er forlænget helt hen til slutningen af 2017 – måske endda længere," skriver chefanalytiker Tore Stramer i en kommentar.

Indtil for en måned siden ventede Nykredit at Nationalbanken ville sænke indskudsbevisrenten i oktober. Men i forbindelse med offentliggørelsen af valutareserven for september blev den forventning udskudt til omkring årsskiftet. Og nu forventer Danmarks største realkreditudsteder altså at en renteforhøjelse først kommer i løbet af næste forår.

Nykredit har samtidig sænket forventningerne til renteforhøjelsen fra tidligere minus 0,6 pct. til nu minus 0,65 pct. på indskudsbevisrenten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også