American Express taber på lavere kreditkortforbrug
American Express' indtjening falder med 3,7 pct. i andet kvartal som følge af, at brugen af kreditkort er faldende. Det fremgår af regnskabet for kreditkortselskabets andet kvartal, skriver Bloomberg News.
American Express er dermed landet på en indtjening på 1,47 mia. dollar eller 1,42 dollar per aktie mod forventede 1,32 dollar per aktie. Samme kvartal sidste år lå selskabets indtjening på 1,53 mia. dollar eller 1,43 dollar per aktie.
For at komme sig over, at partnerskabet med detailkæden Costco er slut, har selskabet blandt andet investeret i teknologi og indgået nye handler med detailbranchen. Selskabet forventer, at indtjeningen per aktie enten forbliver uændret eller falder moderat i løbet af året, ligesom kvartalsregnskaberne vil være ujævne.
/ritzau/FINANS