Grækenland kræver låneprogram klar inden kritisk dato

20. august forfalder to store regninger til ECB, og grækerne vil have lånepakke klar inden den dato.
AF RITZAU

Den græske regering har travlt med at søge mandat til en aftale om et nyt låneprogram, der skal holde Grækenland oven vande, og onsdag stemmer parlamentet om flere af de reformkrav, som internationale kreditorer har stillet.

Når - og hvis - disse reformer får grønt lys, vil regeringen "omgående genoptage forhandlingerne med långiverne". Forhandlingerne skal "være færdige senest 20. august", siger en talskvinde for premierminister Alexis Tsipras' regering.

20. august er en kritisk dato. Den dag forfalder to græske regninger på i alt 3,2 milliarder euro til Den Europæiske Centralbank, ECB.  Efterfølgende - i september - skal grækerne betale 1,5 milliarder euro til Den Internationale Valutafond, IMF.

Onsdagens afstemning bliver endnu et test for Tsipras. Ved sidste uges afstemning om fire store reformer blev han voldsomt udfordret af sine egne i regeringspartiet Syriza.

Et ja fra parlamentet onsdag er påkrævet, hvis Grækenland skal modtage lånepakken, der ventes at blive på 86 milliarder euro for de kommende tre år. Grækenland betalte mandag 7,16 milliarder euro til ECB og IMP. Pengene kom fra et såkaldt overgangslån fra EU.

Indtil videre har Tsipras - med store vanskeligheder - haft succes med at vinde parlamentets opbakning til upopulære reformer af blandt andet skattepolitik og pensionsvilkår.

Vedtagelsen er sket med støtte fra proeuropæiske partier. 

Syriza er det stik modsatte. Partiet kom til magten ved jordskredsvalget i januar på et klart budskab om nej til kreditorernes strenge reformkrav. 

Onsdagens afstemning omhandler en bankreform og borgerretsreformer, som skal reducere sagsbehandlingstiden i retssager og omkostningerne til disse.

Tirsdag hævede kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's vurderingen af Grækenland med to niveauer til CCC+.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også