Saxo Banks nye betalingsløsning skal udfordre bankerne

De gamle banker kan blive presset på markedet for pengeoverførsler, da Saxo Bank nu melder sig på banen med en ny løsning.
AF RITZAU FINANS

Saxo Banks datterselskab, Saxo Payments, har i al hemmelighed opbygget en ny, global betalingsplatform, der er både hurtigere og billigere end bankernes traditionelle pengeoverførsler. Bankforsker spår, at den kan være med til at trykke priserne nedad.

Det skriver Børsen.

Mere end 30 kunder har allerede meldt sig på banen, herunder finansgiganten First Data, der håndterer betalinger for mere end 6 mio. butikker globalt.

"Vi gør dem i stand til at konkurrere med bankerne og udbyde en global betalingsmaskine til deres kunder," siger administrerende direktør i Saxo Payments, Anders la Cour, til Børsen og vurderer, at selskabets betalingsløsning vil være hurtigere og cirka 60 pct. billigere end bankernes normale overførsler til udlandet.

Lars Krull, der er bankforsker ved Aalborg Universitet, understreger, at den stigende konkurrence er en hovedpine for bankerne, da pengeoverførsler udgør en stor og stabil indtægtskilde. Han spår, at Saxo Banks nye betalingsløsning gør, at bankerne med tiden må sænke priserne.

"Det kan være, at bankerne kan flytte deres priser også. Jeg tror, at alle transaktioner går hen og bliver billigere," siger Lars Krull til Børsen.

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også