Nordea-formand: Skift fastkurs ud med euro

Danmark bør sige farvel til fastkurspolitikken - eller gå med i euroen, hvis man ikke vil have en fritflydende valuta. Det mener Nordeas bestyrelsesformand Björn Wahlroos.
AF RITZAU FINANS

Hvis danskerne ønsker at knytte kronen til euro, kan man ligeså godt skifte helt til euro. Med den nuværende fastkurspolitik får Danmark alligevel kun alt det negative og intet af det positive ved den fælleseuropæiske valuta.

Sådan lyder meldingen fra Björn Wahlroos, der er bestyrelsesformand i Nordea og i den finske finanskoncern Sampo, over for Dagbladet Børsen.

"Jeg synes, den danske fastkurspolitik er ganske morsom. Hvis du ønsker at have kronen knyttet så tæt op mod euro, hvorfor kan man ikke bare have euro? I dag får Danmark alligevel alt det negative ved euro, men intet af det positive som enklere betalinger eller billigere kredit," siger Wahlroos til Børsen.

En række investorer spekulerede i vinter i en ophævelse af fastkurspolitikken, hvilket satte gang i et historisk kronesalg i Nationalbanken, der sendte valutareserven fra 25 til 40 pct. af BNP. Wahlroos forstår dog godt Nationalbankens ageren.

"Ja, hvis du har en fastkurs, skal du kæmpe for den. Jeg forstår bare ikke konceptet. Man kan lige så godt tage euro helt ud," siger Nordea-formanden til Børsen.

Udover Danmark har 16 lande fast kurs over for euro. Herunder 14 i Afrika og to i Østeuropa, viser statistik fra Investment Frontier.

Ifølge seneste Greens-måling ville 62 pct. af danskerne ved en eventuel ny folkeafstemning stemme nej til euro.

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også