USA: Renteforhøjelse i juni er "usandsynlig"

Det er ikke hensigtsmæssigt at hæve renterne til juni, lyder det fra den pengepolitiske komite i den amerikanske centralbank.
AF RITZAU FINANS

Medlemmerne af den amerikanske centralbanks pengepolitiske komite - Federal Open Market Committee - var på det seneste pengepolitiske møde enige om, at det ikke er hensigtsmæssigt at hæve renterne i juni.

Det fremgår af onsdag aftens referat fra FOMC-mødet der fandt sted den 28.-29. april.

Samtidig pegede det pengepolitiske udvalg på, at den økonomiske opbremsning i første kvartal sandsynligvis var midlertidig samt vurderede, at afmatningen næppe vil fortsætte.

Men mens centralbankens topfolk venter, at væksten vil blive genoptaget i et "moderat" tempo efter den økonomiske stilstand i begyndelsen af året, fremhæver de samtidig en vis bekymring for, at de lavere oliepriser og den stærkere dollar kan vise sig at give en mere varig modvind.

Flere FOMC-medlemmer mente, at "de data, der er tilgængelige i juni, ikke vil være i stand til at give tilstrækkelig bekræftelse på, at betingelserne for at hæve målet for renterne er opfyldt".

"Tonen tyder på en vis frustration. Hvorfor er økonomien ikke noget stærkere? De ønsker at forhøje renterne, men den økonomíske data er bare alt for svage," vurderer cheføkonom Lindsey Piegza fra Sterne Agee & Leach Inc. i Chicago over for Bloomberg News.

FOMC gentog, at renterne vil blive sat op, når der er tydelige tegn på yderligere forbedring på arbejdsmarkedet og nå det er "rimeligt sikkert", at inflationen vil bevæge sig op mod det fastsatte 2 pct.s mål på mellemlangt sigt.

Komiteen drøftede og afviste i sidste ende ideen om, at give "en udtrykkelig indikation", når de mener, at en renteforhøjelse er sandsynligt på kort sigt.

Den tiårige amerikanske rente faldt 2 basispoint til 2,25 pct. efter offentliggørelsen.

 

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også