Topministre i åbent mundhuggeri om bankunion

Den interne armlægning i regeringen om EU's bankunion bliver nu stillet åbent til skue i en højst usædvanlig meningsudveksling mellem to topministre, skriver Politiken onsdag.
AF RITZAU FINANS

Regeringen har endnu ikke taget stilling til Danmarks deltagelse i bankunionen. Men i december kom det frem, at den radikale økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard på et lukket møde i brancheorganisationen Finansrådet har talt varmt for bankunionen og dansk deltagelse. Den position blev hurtigt irettesat af den langt mere skeptiske regeringspartner Socialdemokraterne.

Nu siger Morten Østergaard, at både han og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) på Finansrådets møde ytrede sig positivt over for bankunionen.

"Erhvervsministeren og jeg er helt enige om, at bankunionen er en god ide. Det har vi begge to haft lejlighed til at sige i forbindelse med Finansrådets årsmøde," siger Morten Østergaard til Politiken.

Han understreger, at regeringen fortsat analyserer på en eventuel dansk deltagelse.

"Jeg regner med, at arbejdet kan afsluttes inden så længe. Vi har glæde af at arbejde tæt sammen med de andre lande i EU - også på bankområdet. Og så må vi konkret vurdere bankunionen."

Henrik Sass Larsen kan imidlertid ikke genkende beskrivelsen af, at han på Finansrådets årsmøde skulle have kaldt bankunionen en god ide.

"Jeg udtrykte mig meget mere forsigtigt. Men jeg lagde godt mærke til, at han (Østergaard, red.) var meget glad for den," siger Henrik Sass Larsen til Politiken.

Tolker Morten Østergaard dig for skarpt, når han siger, at I begge mener, bankunionen er en god ide?

"Jeg skal ikke vurdere, hvordan han tolker frem og tilbage og alt mulig andet."

Men mener du grundlæggende, at bankunionen er en god ide?

"Jeg vil nødig kommentere det, inden vi kommer med en endelig rapport. Det er jo mig, der skal udgive den."

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også