Schweizisk storbank kræver penge for indlån

Institutionelle kunder og store virksomhedskunder kan fremover komme til at betale penge for at have indlån i Credit Suisse, har banken meldt ud.

Den schweiziske storbank Credit Suisse har reageret på den nyligt sænkede rente fra nationalbanken og kræver nu penge af visse kunder for at have penge stående. Det rapporterer flere medier, blandt andre Sonntagszeitung og Business Insider.

Indtil videre er der institutionelle kunder og "store" virksomhedskunder, som vil blive afkrævet gebyrer for at have indlån i Credit Suisse i schwiezerfranc, bekræfter en talsmand over for Business Insider. Dog vil banken ikke fortælle, hvor meget det skal koste, eller hvornår tiltaget træder i kraft.

Credit Suisse er en af de banker, der er blevet ramt hårdt af den schweiziske nationalbanks overraskende tiltag torsdag i sidste uge. Her valgte banken at droppe kursloftet på maksimalt 0,833 euro per schweizerfranc og sænke sin ledende rente med 0,5 pct.point til minus 0,75 pct.

I Danmark er Nationalbankens rente på indskudsbeviser på minus 0,05 pct., og det har fået bankerne til at overveje negative indlånsrenter for almindelige kunder.

- Vi er presset til at tjene flere penge, og det tvinger os til at finde indtjening på nye måder. Derfor må vi spørge os selv, om ikke vi er kommet i den situation, at vi er nødt til at tilbyde kunderne en negativ indlånsrente, sagde cheføkonom Niels Storm Stenbæk fra Finansrådet til Berlingske Business kort før nytår.

Han henviste til, at situationen på finansmarkederne er "højest usædvanlig" og kommer i forlængelse af "den værste finanskrise siden Anden Verdenskrig."

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også