Nordea vælter Danske Bank af tronen på danske aktier

Den største børsmægler på danske aktier i 2014 blev Nordea, der dermed kunne vippe Danske Bank af pinden som den største børsmægler i Danmark. Det viser tal fra Fondsbørsen.
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto

Aktiehandlerne fra Nordea havde mest travlt i 2014. Det viser tal fra Fondsbørsens ejer, Nasdaq.

Nordeas aktiehandlere handlede i alt med dansk-noterede aktier for 298,3 mia. kr. i 2014, svarende til en markedsandel på 12,0 pct. Det skal ses i forhold til, at Nordea i 2013 handlede med danske aktier for 242,9 mia. kr., svarende til en markedsandel på 13,11 pct.

Nordea vælter dermed Danske Bank af pinden som den største børsmægler på det danske marked. I 2014 handlede Danske Bank med danske aktie for i alt 289,9 mia. kr., svarende til en markedsandel på 11,67 pct., mens aktiehandlerne i Laksegade i 2013 handlede med danske aktier for 245,5 mia. kr., svarende til en markedsandel på 13,25 pct.

Tredjepladsen som den mest aktive aktiehandler i 2014 går til Deutsche Bank med en markedsandel på 10,33 pct., mens den tredjemest aktive børsmægler i 2013 var Merrill Lynch.

De største børsmæglere tager broderparten

Traditionelt løber de største børsmæglere med en uforholdsmæssig stor del af omsætningen. Det er også tilfældet i København, hvor Morgan Stanley som den fjerdestørste børsmæglerhandlede for 106 mia. kr. mindre end Deutsche Bank, hvilket giver en markedsandel på 6,06 pct.

De tre største børsmæglere på danske aktier sad i 2014 tilsammen på præcis 34 pct. af handlen, mens de øvrige 73 handelsberettigede delte resten imellem sig. Mindst var Helsinki-baserede Valo Research and Trading, der i 2014 blot gennemførte 237 handler, til en samlet værdi af 8,7 mio. kr.

Femte- til tiendepladsen som de mest aktive børsmælgere blev i 2014 indtaget af Merrill Lynch, Sydbank, Credit Suisse, Jyske Bank, Nordnet og Hudson River Trading.

Statistikken snyder dog lidt. For netop Hudson River Trading fik faktisk først sit børsmedlemsskab i midten af marts, og har dermed stået for en større andel af aktiehandlen end tallene umiddelbart viser, da de øvrige børsmægleres tal naturligvis omfatter 12 måneder.

Computer gået fra nul til næststørste aktiehandler i Norden på syv måneder

På det klart største nordiske aktiemarked, Stockholmsbörsen, blev de tre største børsmæglere Deutsche Bank, SEB og Credit Suisse, mens Nordea indtog en sjetteplads, og Danske Bank en 19. plads. Til sammenligning var de tre største børsmæglere i Stockholm i 2013 Merrill Lynch, SEB og Credit Suisse, mens Nordea og Danske Bank indtog henholdsvis en uændret 6. plads og en 18. plads.

Hvis man samlet ser på markedsandelene kombineret for Stockholm, København, Helsinki og Reykjavik, så var Detusche Bank, Morgan Stanley og Credit Suisse de tre mest aktive børsmæglere. Blandt de nordiske storbanker var Nordea størst med en markedsandel på 7,99 pct., fulgt af SEB med 5,55 pct., Danske Bank med 5,23 pct. og Handelsbanken med 3,25 pct.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også