EU uddeler kæmpebøder til storbanker for rentekarteller

JPMorgan, Credit Suisse og UBS har fået bøder for ca. 700 mio. kr. for at have manipuleret med den schweiziske LIBOR-rente.
AF RITZAU FINANS

Storbankerne JPMorgan, Credit Suisse og UBS har fået bøder på i alt 94 mio. euro (cirka 700 mio. kr.) for at have manipuleret med den schweiziske referencerente Libor. Også Royal Bank of Scotland (RBS) har været indblandet i sagerne, men slipper for straf, fordi den har afsløret kartellerne.

Det oplyser EU's konkurrencekommissær Joaquín Almunia i en pressemeddelelse.

Bøderne er faldet i to separate kartelsager.

I den ene sag har RBS og JPMorgan i al hemmelighed samarbejdet om et forsøg på at påvirke referencerenten for at forstyrre den normale prisdannelse for de derivater, der er prissat efter den.

I den anden sag har RBS, UBS, JPMorgan og Credit Suisse ifølge kommissionen direkte aftalt priser, der egentlig skulle være fastsat på det frie marked. Kommissionen bemærker, at denne sag adskiller sig fra tidligere afgørelser, den har truffet i relation til finanssektoren om manipulation af referencerenter i sagen om en europæiske Euribor og japanske Libor.

"Dette er et typisk prisdannelseskartel, som også ses i andre sektorer," skriver kommissionen.

Kommissionen forklarer, at bankerne mellem maj og september 2007 aftalte det såkaldte "bid-ask" spread, der er forskellen mellem den pris, en bank er villig til at betale for et bestemt produkt eller sælge det samme produkt for. Bankerne blev enige om at udmelde større spread til tredjeparter, men handle inden for et snævrere spænd hinanden imellem inden for visse typer af derivater. Et af deres formål hermed var ifølge afgørelsen at hindre andre spillere i at konkurrere på samme vilkår.

Bankerne har accepteret at betale bøderne og har erkendt deres indblanding i sagerne. Det har givet dem en rabat på 10 pct., oplyser kommissionen, der dermed har kunnet afslutte sagerne hurtigere end ellers.

Mens RBS som nævnt har fået fuld immunitet for at afsløre aftalernes eksistens, har både JPMorgan og UBS fået nedsat deres bøder ved at samarbejde med kommissionen.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også