Boligejere sætter kurs mod sikker havn

De danske boligejere skifter i stigende grad fra de helt korte rentetilpasningslån til fastforrentede lån, viser tal fra Nationalbanken.
AF RITZAU FINANS

Tal fra Nationalbanken offentliggjort torsdag morgen viser, at de seneste måneders tendens, hvor boligejerne bevæger sig væk fra de variable forrentede lån og over i de mere sikre fastforrentede lån fortsætter.

Forretningsomfanget af nyudlån med en rentebinding på over 10 år udgjorde i august 16,3 mia. kr., mens helt korte rentetilpasningslån med binding op til et år og de mellemlange rentetilpasningslån med en rentebinding på mellem to og fem år kun omsatte for henholdsvis 2,8 mia. kr. og 3,9 mia. kr. Det betyder, at der nu bliver solgt 2,4 fastforrentede lån for hvert F1-lån og F2-F5-lån, der bliver langet over disken.

Men det er ikke noget, der overrasker Mette Bjarnholt, der er seniorøkonom i BRFkredit.

"Det er ikke overraskende, at vi ser den bevægelse. Svag økonomisk vækst i Europa, et øget pres på ECB (Den Europæiske Centralbank, red.), som førte til en rentenedsættelse i september og stor geopolitisk uro er alt sammen noget, der har været med til at sende renterne i august ned i sjældent sete niveauer," skriver Mette Bjarnholt i en analyse.

"Selv om de danske boligejere nok ikke helt har vendt rentetilpasningslånene ryggen i hjertet, så får de lave renteniveauer alligevel flere danskere til at vælge fastforrentede lån og dermed sætte kursen mod sikker havn."

Mette Bjarnholt vurderer, at tendensen fortsætter, fordi den største andel af boligejere med rentetilpasningslån fortsat får ny rente per 1. januar.

"De skal derfor i løbet af de næste tre uger beslutte sig for, hvordan deres boligøkonomi skal se ud fremover og baseret på den hidtidige interesse, må vi forvente, at en større andel end tidligere går i fast rente."

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også