Folkemødet får et finanstelt
Den danske finanssektor bredt repræsenteret på årets folkemøde på Bornholm, hvor politikere, meningsdannere, journalister og erhvervsliv mødes for at debattere diverse politiske emner.
Finanssektorens telt vil på folkemødet, der finder sted fra den 13-15 juni, være vært ved 15 debatter.
De 15 debatter er meget forskellige fra den helt snævre finansdebat til en diskussion af mere overordnede samfundsøkonomiske problemstillinger.
Fremtidens medarbejder
Om lørdagen finder man en debat i den snævre ende, hvor et panel skal diskutere kravene til fremtidens medarbejder i den finansielle sektor. I panelet finder man formanden for FA, Anders Jensen, bankdirektør i Nordea, Lars Bonde, direktør hos Tryg, Michael Budolfsen næstforman i Finansforbundet, Lisa Herold Ferbing, formand for DJØF, Lone Clausen, næstformand i DFL og Lars Pram som er direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Dagen inden finder man en anden og ganske anderledes debat i finansteltet, hvor et panel skal diskutere, om den danske model egentlig er fremtidssikret.
Udspillet sig selv?
”Fremtidens arbejdsmarked er til debat. Hvad skal der blive af den danske model, når globalisering, EU og øget politisk pres mindsker parternes rum for forhandling. Har det mere end 100 år gamle aftalesystem udspillet sig selv, og hvis ja, hvad skal der så stå i stedet?,” spørges der i oplægget forud for debatten. I panelet her vil sidde Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokraterne, Inger Støjberg fra Venstre, Kim Simonsen fra HK og Mariane Dissing direktør hos FA. Martin Krasnik fra Deadline på DR2 vil lede slagets gang.
De to øvrige debatter er ”Hvorfor skal vi absolut have kvindelige ledere?” og ”Hvordan får vi verdens bedste beskæftigelsesindsats?”.