Bank på banen som ny landsholdssponsor

Om få måneder slutter Danske Banks sponsorat for herrelandsholdet i fodbold. FinansWatch erfarer, at en anden bank er blevet kontaktet af DBU som mulig ny hovedsponsor.
Foto: LARS KRABBE
Foto: LARS KRABBE

Ifølge FinansWatch' oplysninger har DBU tilbudt Saxo Bank at blive ny hovedsponsor for herrelandsholdet i fodbold efter Danske Bank, der sidste sommer valgte at afslutte et hovedsponsorat til 16 mio. kr. årligt to år før tid.

Danske Banks sponsorat slutter officielt 30. juni, men ifølge FinansWatch' oplysninger har DBU interesse i at indgå endnu en sponsoraftale med en bank.

Saxo Bank afviser dog, at man bliver den nye hovedsponsor.

"Der er ingen planer om at Saxo Bank skal være sponsor for fodboldlandsholdet. Vores opmærksomhed er på vores nye Formel 1 sponsorat og sponsorat af Marco Sørensen og naturligvis vores cykelsponsorat," siger Cathrine Kier, nordisk kommunikationschef for Saxo Bank.

"Jeg kan hverken af- eller bekræfte dine oplysninger," siger DBU's kommunikationschef, Lars Berendt.

Saxos mange sponsorater

Saxo Bank har dog gennem længere tid markant udvidet sine sponsoraktiviteter, der for alvor begyndte med hovedsponsoratet af Bjarne Riis' cykelhold i 2008. Senest er banken blevet sponsor for det britiske Lotus Formel 1 hold og den danske holdkører Marco Sørensen, lige som banken har sponsorlounger bl.a. i Parken og på Real Madrids hjemmebane, Santiago Bernabeu.

Hertil kommer økonomisk støtte, blandt andet i form af Saxos omfattende kunstsamling i hovedkvarteret i Hellerup, bogudgivelser bl.a. med laissez-faire filosoffen Ayn Rand og forskellige former for uddannelsesaktiviteter. Og derudover har Saxo Bank og bankens medstifter, Lars Seier Christensen, også ydet økonomiske bidrag til partiet Liberal Alliance og tænketanken CEPOS.

I et interview i den seneste udgave af bladet Mandag Morgen forklarer Lars Seier Christensen om baggrunden for Saxo Banks sponsoraktiviteter.

"Vi støtter moderne kunst, cykling og Formel 1, fordi det alt sammen har nogle værdier indlejret, der stemmer overens med vores: Individualitet, perfektionisme, mod, dedikation, konkurrence," siger han, og fortsætter:

"Vi kan ikke ramme vores kunder med annoncer i aviser og plakater på busstoppesteder, for de er spredt over hele verden. Derfor må vi tænke i andre baner. Cykling og Formel 1 har begge den styrke, at de er globale sportsgrene, som kan fungere som indgang til kunderne og samle dem omkring de hold, vi støtter. De holder med holdene, de holder med os."

Arbejder på ny sponsor

I september 2011 meddelte DBU at Arla og Dong Energy stoppede det fælles hovedsponsorat af fodboldlandsholdet efter henholdsvis 25 og 7 år som sponsorer. Kort efter trådte Danske Bank til, og fortalte at man fra 1. januar 2012 ville blive hovedsponsor af landsholdet frem til sommeren 2016. Sponsoratet havde en værdi på 16 mio. kr. årligt.

Men i august 2013 meddelte Danske Bank så, at man ville stoppe som landsholdssponsor allerede fra 30. juni 2014. DBU oplyste i den forbindelse, at det formentlig først ville blive i løbet af foråret 2014 man forventede at få en ny hovedsponsor for landsholdet på plads.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også