Anders Dam: Det her er Blombergs værk

Anders Dam vil for nærværende ikke kommentere på udmeldingen fra Nykredit. ”Vi er ikke forsmåede distributører,” siger Anders Dam i forhold til Totalkredit-samarbejdet. (Opdateret)
Foto: Kristian Sæderup
Foto: Kristian Sæderup

Anders Dam, der i dag har overtaget ejerskabet af BRF Kredit, sender æren for dagens opkøb videre til topchefen i BRF Kredit, Sven A. Blomberg.

”Æren skal tilskrives Sven Blomberg, det var ham der tog initiativet i foråret 2013. Så havde vi en snak frem og tilbage, ikke mindst efter F1-debatten i sommers, og vi var enige om, at vi gerne ville have realprodukter til vores egne kunder, frem for bare at prise dem ud af markedet. Og til sidst blev opfattelsen bare bestyrket af, at det her var det rigtige,” siger Anders Dam til FinansWatch.

Man kan vel forvente nu, at I tager fat i jeres kunder, som i dag har Totalkredit-produkter, og foreslår dem at de skifter deres lån ud med produkter fra BRF Kredit?

”Det vil afhænge af drøftelserne med Nykredit. De forventer, at vi træder ud, har jeg lige kunnet læse. Nu skal jeg have en god snak med Michael Rasmussen fra Nykredit om, hvad der skal ske. Vi har trods alt haft mange gode drøftelser gennem årene. Og har før haft diskussioner, og vi finder også en løsning her. Vi går ind i det med et åbent sind,” siger Anders Dam.

Hvad er den rigtige løsning her?

”Det er jeg ikke i stand til at svare på for nærværende.”

Hvad synes du om reaktionen fra Nykredit?

”Det vil jeg ikke kommentere på.”

Hvorfor er det her en god løsning for Jyske Bank?

”Det her er et svar på de vækstudfordringer, som vi ser i markedet, der skrumper. Nu har vi muligheden for at gøre os til bens overfor 150.000 privatkunder, hvoraf kun en lille del af dem har Jyske Bank som bankforbindelse. Og vi får også adgang til rigtig mange nye erhvervskunder. Endelig kan vi bearbejde dem med vores egne produkter, som vi nu selv kan designe.”

Skal det forstås som om, at I ikke er tilfreds med den produktpalette I har adgang til fra jeres nuværende leverandør i skikkelse af Totalkredit?

”Det holder vi internt, hvordan vi ser på det, men vi har jo selv tidligere lavet fællesfundede produkter sammen med BRF. Det er et udtryk for, hvad vi godt ville, og et tegn på, at der var nogle muligheder der. Men vi er ikke forsmåede distributører. Vi synes bare, vi havde behov for og mulighed for at gøre noget mere,” siger Anders Dam.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også