Jyske: Positivt med ny udbyttepolitik i Sydbank

Det er småt med overraskelser i Sydbanks årsregnskab, som dog byder på lidt krydderi i form af en ændret udbyttepolitik.
AF RITZAU FINANS

Sådan lyder den umiddelbare konklusion fra Jyske Banks bankanalytiker, Thomas Eskildsen.

"Det svarer meget godt til det, vi selv og markedet havde ventet. Sydbank har stadig udfordringer på sit hjemmemarked, hvor der er svag udlånsvækst og derfor heller ikke vækst på toplinjen," siger Thomas Eskildsen til Ritzau Finans.

Sydbank kommer ikke til at betale udbytte til aktionærerne for 2013, men fra og med i år sigter banken efter at udbetale 30-50 pct. af årets overskud via udbytte eller aktietilbagekøb. På forhånd havde flere analytikere ventet, at Sydbank ville betale et symbolsk udbytte på 1 kr. per aktie.

"Det havde vi ikke ventet, for vi kunne se, at resultatet for 2013 ville blive så lavt, at et eventuelt udbytte ville være håndører. Når det er så få penge, er det bedre ikke at udbetale noget," mener Thomas Eskildsen, der er begejstret for den nye politik på området.

"Det er positivt med en ændret udbyttepolitik. Eksempelvis Danske Bank og Nordea har et mål om at udbetale over 40 pct., så det er positivt, at Sydbank ligger inden for det interval," vurderer analytikeren.

Sydbank landede i fjerde kvartal et underskud på 282 mio. kr. efter at have realiseret en basisindtjening eksklusive handelsindtægter på 1011 mio. kr. Bundlinjen blev særligt tynget af nedskrivninger på udlån, der endte på 888 mio. kr. i kvartalet.

Til sammenligning var der ifølge estimater indsamlet af SME Direkt ventet et underskud på 264 mio. kr., en basisindtjening på 1026 mio. kr. og nedskrivninger på 851 mio. kr.

Jyske Bank har anbefalingen "reducer" af Sydbank-aktien.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også