Løkke om Rangvid-rapport: Et bredt kollektivt ansvar

Danmark var godt rustet til finanskrisen. Det fastholder Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, selvom rapporten fra Rangvid-udvalget, der har undersøgt årsagerne til finanskrisen, giver den daværende VK-regerings økonomiske politik en del af skylden for krisen.
AF RITZAU FINANS

Den tidligere finans- og statsminister erkender dog, at der er ting, som han godt kunne have ønsket sig anderledes.

"Det er uomtvisteligt sådan, at ting godt kunne have været anderledes. Jeg hæfter mig ved, at den her rapport i høj grad handler om tiden op til
finanskrisen. Altså midt-nullerne. Der tror jeg, at man må tale om et bredt kollektivt ansvar i Danmark."

"Med bredt kollektivt ansvar mener jeg den finansielle sektor, de private virksomheder, som gav for store lønstigninger, og det politiske establishment på
Christiansborg," siger Løkke efter et møde med den svenske finansminister, Anders Borg.

Gentagne gange i Rangvid-rapporten påpeges det, at VK-regeringen overhørte alle advarsler og bidrog til en overophedning af økonomien gennem en alt for lempelig finanspolitik.

Den delvise erkendelse af et medansvar rækker dog ikke til tiden efter november 2007, hvor Lars Løkke Rasmussen selv rykkede over i først Finansministeriet og dernæst Statsministeriet.

Her fremhæver Lars Løkke Rasmussen, at han forsøgte at konsolidere økonomien og holde lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked i ro, mens oppositionen og Dansk Folkeparti trak den anden vej.

"Der er ingen tvivl om, at hvis der havde være større lydhørhed over for det, der knytter sig til min person, i den tid hvor jeg var finansminister, så ville
vi have været endnu bedre rustet. Men det er ikke noget, der rokker ved, at vi var godt rustet."

"Vi havde en gældsafvikling, der var bedre end den, der lå i de økonomiske planer, og efter at vi har været gennem krisen og har ført en aktiv krisepolitik, som den nye regering overtog, så har vi stadig en gældsætningsprocent, som er i den meget lave ende af det, man oplever i Europa," siger Løkke.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også