Internationalt: Wells Fargo fyrer 1800 medarbejdere

Den faldende aktivitet på markedet for boliglån får Wells Fargo til at fyre 1800 medarbejdere, og EU's banker er i gang med at argumentere for at forlænge adgangen til billige lån. Her er det internationale overblik.
AF METTE MANDRUP

Wells Fargo fyrer 1800 medarbejdere

Wells Fargo har planer om at fyre 1800 medarbejdere, som sidder i bankens afdelinger for boliglån. De 1800 fyringer kommer oveni nedskæringen på 3000 medarbejdere, som Wells Fargo gennemførte tidligere i tredje kvartal, skriver Bloomberg News.

 

EU-banker advokerer for billige lån

EU's banker har under finanskrisen nydt godt af at kunne optage ekstremt billige lån hos den Europæiske Centralbank, men den aftale udløber om lidt over et år. Derfor er bankerne allerede nu i gang med at advokere for, at en ny mekanisme kommer til at afløse den eksisterende, så de fortsat får adgang til billige lån, skriver Wall Street Journal.

 

Yellen kan blive udpeget i næste uge

Janet Yellen, der er viceformand i den Amerikanske Centralbank, ser nu ud til at være den mest sandsynlige efterfølger, når centralbankchef Ben Bernanke forlader sin post. Ifølge Washington Post kan hun blive udpeget allerede i næste uge, da konkurrenten Larry Summers nu selv har udelukket, at han ville få posten.

 

Goldman Sachs rygtes at åbne ny hedgefond

Goldman Sachs er i øjeblikket i gang med at rejse kapital til en ny hedgefond, som skal fokusere på Asien, skriver Bloomberg News på baggrund af oplysninger fra unavngivne kilder. Det er især den økonomiske vækst i Asien og den genoplivede, japanske økonomi, som gør investeringerne interessante.

 

Rapport forsvarer banker i råvaremarkedet

En rapport, som Wall Streets største lobbygruppe har finansieret, konkluderer, at bankerne spiller en afgørende rolle på råvaremarkederne, fordi de hjælper med at holde omkostningerne nede. Rapporten er blevet offentliggjort, efter bankerne i flere tilfælde er blevet kritiseret for at manipulere med råvaremarkederne, skriver Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også