Professor: Danmark bør komme under nyt banktilsyn

Danskerne vinder hvis bankerne kommer under europæisk banktilsyn.
AF JULIE MIA FOGDE, epn.dk

Europaparlamentet har torsdag vedtaget en ny aftale, der opretter et europæisk banktilsyn. Det skal holde øje med bankerne i de eurolande, der har tilsluttet sig den store, europæiske bankunion.

Når det bliver billigere for bankerne at få tilført kapital, så bliver det også billigere at låne pengene ud til borgerne. Så simpelt er det - Peter Nedergaard, professor.

For de lande, der ikke indgår i bankunionen, er det frivilligt, om de vil indgå i aftalen.

Det betyder, at Danmark nu skal tage stilling til, om vi ønsker, at lade Den Europæiske Centralbank få myndighed til at se bankerne og Finanstilsynet efter i kortene.

Det mener Peter Nedergaard, professor ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, at vi bør.

"Det vil sandsynligvis være en rigtig god ting, hvis vi gør. Det vil øge tilliden til de danske banker på det internationale marked," siger han.

Billigere lån

Større tillid vil gøre det billigere for bankerne at låne penge fra andre banker, forklarer Peter Nedergaard.

"Når det bliver billigere for bankerne at få tilført kapital, så bliver det også billigere at låne pengene ud til borgerne. Så simpelt er det," siger han.

Derfor mener han, at der er al grund til, at de danske banker skal under det nye banktilsyn, der kommer til at høre under Den Europæiske Centralbank.

Nye regler følger med tilsynet

Der er imidlertid nogle konsekvenser, hvis Danmark vælger at tilslutte sig tilsynet.

"Det betyder, at bankerne pludselig skal følge nogle bestemte regler. Eksempelvis i forhold til hvor meget egenkapital, de skal ligge inde med, for at de må låne penge ud. Det er der også regler for nu, men de vil blive skærpet," siger han.

Hvorvidt der er nogen danske banker, der ikke vil kunne leve op til tilsynets regler, ved Peter Nedergaard ikke.

Økonomiminister, Margrethe Vestager (R), var med til forhandlingerne blandt medlemslandene, da en fælles holdning blev udarbejdet. Men regeringen har endnu ikke taget stilling til, om Danmark skal være med.

Forslaget er endnu ikke godkendt af medlemslandene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også