Boliglån kan blive dobbelt så dyre

Vi er forkælede med lave renter, men bør ruste os til, at det kan vende, mener cheføkonom.
AF LARS NIELSEN

Renten på de lange boliglån er på rekordtid steget fra 2,5 til 4 pct. Men selv om det er en markant rentestigning, er der ingen grund til at være utilfreds. 4 pct. er nemlig en meget lav rente historisk sket, og risikoen for, at den kan blive dobbelt så stor i løbet af nogle år, er til stede, lyder det fra cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven.

"Jeg anser det ikke for det mest sandsynlige, men det er relevant ikke mindst for boligejerne at forholde sig til, at renterne kan stige markant. Vi har netop været igennem et af verdenshistoriens største økonomiske eksperimenter. Konsekvensen af det kender vi simpelthen ikke," siger cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven, til epn.dk.

På rekordtid

Det er primært den lange rente, han har fokus på. Den er skudt i vejret på rekordtid. Den 10-årige rente, er siden begyndelsen af maj steget med knap 1 pct.point i Danmark og med 1,25 pct.point i USA.

"Kun få gange før i historien er renterne steget kraftigere på fire måneder. Faktisk skal man helt tilbage til 1994 for at finde en 4-måneders periode, hvor renten er steget kraftigere i USA. I Danmark skal man tilbage til 1999 for at finde en 4-måneders periode med større rentestigning end i de sidste fire måneder," siger Jacob Graven.

Den 10 årige statsobligation er interessant for boligejerne, fordi der er en betydelig sammenhæng mellem renteudviklingen på den og den 30-årige realkreditobligation. Som udgangspunkt vil renten på realkreditobligationen dog altid være højere. Og i værste fald kan man ikke udelukke, at den 10-årige rente stiger til mellem 8 og 9 pct. som i 1990'erne, mener Jacob Graven.

Fortsat lave renter

Han tror ikke, at renterne stiger på kort sigt.

"Hvor langt renterne skal op, og hvornår det sker, kan man kun gisne om. Men man skal holde sig for øje, at renteniveauet fortsat er lavt."

Ifølge Jacob Graven, siger tommelfingerreglen, at renten skal svare til den forventede økonomiske vækst plus inflation plus en risikopræmie. Med et inflationsmål på omkring 2 pct. pct. og forventet økonomisk vækst i Europa og Danmark i de kommende år på omkring 1,5 pct., giver det et naturligt langsigtet dansk renteniveau på 3,5-4,0 pct.

"Man kan sagtens forestille sig, at renterne på et tidspunkt kan komme betydeligt højere op. Det kan f.eks. ske, hvis risikopræmien på obligationer stiger, som vi har set i Sydeuropa i de seneste år. Investorerne vil forlange en højere rente, hvis de er usikre på, om de får pengene tilbage, når obligationen udløber," siger Jacob Graven.

Også frygten for inflation kan booste renten.

Bivirkning af lempelig politik

"Det kan ikke udelukkes, at det kan ske som bivirkning af de seneste års ekstremt lempelige pengepolitik, hvor flere af verdens største centralbanker har ladet seddelpressen rulle og sendt mange nye penge i omløb i det finansielle system. Specielt det sidste giver stor usikkerhed, da man reelt ikke har nogen erfaring med, hvordan den type pengepolitik fungerer. Foreløbig har det ikke ført til stigende inflation, men måske kan det komme senere. I så fald kan renterne stige kraftigt," lyder det fra Sydbanks cheføkonom.

Han minder dog om, at eventuelle rentestigninger på flere måder er godt nyt.

"Baggrunden for de seneste måneders rentestigninger er som udgangspunkt positiv. Nemlig at det lysner for økonomierne i både USA og Europa. Selv om de færreste jubler over stigende renter, bør vi faktisk hilse rentestigningen velkommen," siger Jacob Graven.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også