Regnskab: Retssager og reguleringer bag underskud i Finansiel Stabilitet
Finansiel Stabilitet svinder ind efter planen - men oprydningen efter krisens lange kølvand af bankkrak er ikke gratis.
Omkostninger til retssager og negative kursreguleringer betyder, at statens bankoprydder kommer ud af første halvår med et minus på 193 mio. kr.
FS forventer også et underskud for andet halvår.
Man har nu engagementer med kunder for 15,9 mia. kr., og har samtidig sagt farvel til samtlige individuelle statsgarantier undtaget de fusiongarantier, der er givet til Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank.
Antallet af medarbejdere er gået fra 420 til 297 på et halvt år, og af de 297 sidder kun 211 i uopsagte stillinger.
Finansiel Stabilitet har op til nu brugt 90 mio. kr. på at føre retssager, og 58 mio. kr. på at udarbejde advokatredegørelser. Man er samlet involveret i retssager og tvister for omkring 7 mia. kr. - primært som følge af en række sager, man har anlagt mod tidligere bankledelser.
Der er også en række sager mod krakkede banker i Pengeinstitutankenævnet, som Finansiel Stabilitet i dag er modpart i.
Oprydderen har samlet hensat 1,2 mia. kr. til retssager.
Opdateret