Prishop på ejer-lejligheder bekymrer

Markedet for ejerlejligheder i København er rødglødende i øjeblikket. Det er ikke sundt på langt sigt, mener branchen.
Foto: JØRGENSEN VALDEMAR
Foto: JØRGENSEN VALDEMAR
AF LARS NIELSEN

En ny prisboble kan være på vej på det danske boligmarked. Ejerlejligheder i København bliver nu solgt så hurtigt og til så høje priser, at det vækker bekymring i den finansielle sektor og hos flere eksperter.

80 pct. af alle ejerlejligheder ligger i København, og fra juni 2012 til juni i år er priserne her steget 17,8 pct., viser Homes og Danske Banks prisindeks.

»Tocifrede stigninger er uholdbare. Den slags kan bane vej for spekulanter, som går efter en hurtig gevinst,« siger boligekspert Morten Skak fra Syddansk Universitet.

Ekstremt hot

I Københavns centrum handles lejligheder ifølge BRFkredit til 31.955 kr. pr. kvadratmeter. Den hidtidige rekord er ca. 38.000 kr., og den blev sat før finanskrisen.

Også hos ejendomsmæglerne vækker de voldsomme stigninger bekymring.

Markedet er ekstremt hot»Markedet i København er ekstremt hot. Som ejendomsmæglere er vi naturligvis interesserede i at sælge så mange lejligheder som muligt, men ikke i en ny prisboble. Derfor håber vi, at priserne finder et naturligt leje,« siger kommunikationschef hos EDC, Jan Nordmann.

Det er 12. måned i træk, at ejerlejlighederne er steget i pris. På landsplan er stigningen 14,7 pct., men det er København, der trækker næsten hele læsset med en stigning på 17,8 pct.

Risikere store prisfald

»Det går ufatteligt stærkt både med priserne og salget. Ikke siden september 2006 har vi set en lignende pris-vækst. Fortsætter væksten uændret, kan vi på længere sigt igen risikere et meget stort prisfald,« konstaterer relationschef i Home, Mads Ellegaard.

Et godt råd til køberneMorten Skak råder boligkøbere til at tænke sig om, inden de slår til:

»Der er en tendens til, at køberne handler i panik, når priserne stiger så meget. Men det er vigtigt at bruge den nødvendige tid til at vælge den rigtige lejlighed.«

De markante prisstigninger er kommet, inden salget af forældrelejligheder for alvor går i gang. Det sker først efter den 30. juli, når de unge får at vide, hvilken uddannelse, de er optaget på.

Overvåger nøje

Endnu kan man ikke helt sammenligne situationen med 2006. Udbuddet af lejligheder er på ca. 1.500, og det er historisk lavt. Forventningen er, at de højere priser kan lokke flere sælgere ud af busken. Det vil lægge en dæmper på yderligere prisstigninger.

I realkreditinstitutterne følger man udviklingen tæt.

»Vi forventer ikke en boble, men som tingene har udviklet sig, overvåger vi nøje, at markedet ikke løber løbsk,« siger seniorøkonom i BRFkredit, Mikkel Høgh.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også