Coop-formand: Vi tror på lønsom bank for småkunder

En lønkonto, en opsparing, en kassekredit og et kreditkort. Det bliver de helt simple bankprodukter, supermarkedskæden Coop vil tilbyde kunderne, når den slår
dørene op til den bank, som Finanstilsynet mandag har givet tilladelse til kan åbne til efteråret.
AF RITZAU FINANS

Mens andre banker kæmper med lønsomheden og belønner kunderne for at samle pensionsopsparing, huslån, formue og lønkonto et sted, tror Coops bestyrelsesformand Lasse Bolander på, at det kan lade sig gøre at skabe en lønsom bank, selvom produkterne er enkle.

"Vi regner med, at vi med et ekstremt lavt omkostningsniveau og det forhold, at vi har 1200 butikker og 1,3 mio. medlemmer og dermed adgang til kunderne i
forvejen, kan lave et omkostningseffektivt set-up," siger Lasse Bolander.

"Vi har et mål om, at den skal give overskud. Hvor stort, det bliver, er ikke så vigtigt for os. Det vigtigste for os er, om medlemmerne bliver glade for de produkter, vi har på hylderne. Men selvfølgelig skal den give et pænt tocifret millionoverskud i løbet af nogle år. Opgaven i første omgang handler om at få kunderne ind i banken, tilføjer han.

Coop ved fra internationale erfaringer og fra sine egne erfaringer med at udstede kreditkort, som kæden har gjort de sidste fem år, at kunderne viser større loyalitet og er "gladere butikskunder", når de også er bankkunder i butikkerne, forklarer bestyrelsesformanden.

De nærmere detaljer om bankens tilbud er endnu ikke helt på plads. Lasse Bolander håber blandt andet, at kunderne kan få lov til at sætte penge ind på deres konto og betale giro-kort i Coops forretninger. Egentlig bankrådgivning kommer efter planen til at foregå over telefonen eller på nettet med bankuddannede medarbejdere.

Lasse Bolander oplyser, at det vil blive muligt for alle at få en gratis konto i Coops bank, men supermarkedskædens 1,3 mio. medlemmer vil få særligt fordelagtige vilkår hvad angår for eksempel renter.

Det bliver den tidligere Sydbank-direktør Allan Nørholm, der kommer til at stå i spidsen for Coops bank. Han har 22 års erfaring fra banksektoren, men forlod Sydbank i 2011, da den øverste ledelse ikke mente, han var den rigtige profil i direktionen.

Lasse Bolander er dog ikke i tvivl om, at Nørholm har den rigtige profil i forhold til Coop.

"Ud over, at han har alle de bankfaglige ting, der skal til, har han også en generel profil som også skal til, når man er direktør for en virksomhed. Han er kundeorienteret og interesseret i at se på samspillet mellem banken og butikkerne. Det er vigtigt, for det er der, vi får den store værdi," siger Bolander.

Selvom der findes Coop-forretninger i flere forskellige lande, så er bankplanerne rent danske, understreger formanden. Forretningerne i de enkelte lande er nemlig helt selvstændige, kun bundet sammen af et "åndsfællesskab" baseret på at være medlemsejet.



/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også