Optakt: Markedets tiltro til Nordeas overskudsmål vakler

Der blev ikke sparet på ambitionerne, sidst Nordea fortalte finansmarkederne om sine indtjeningsmæssige målsætninger.
AF RITZAU FINANS

Det skete, da banken præsenterede sit årsregnskab for 2012. Men analytikernes tro på målsætningen er tilsyneladende ikke så stærk som Nordeas egen.

Målet om en egenkapitalforrentning på 15 pct. i 2015 blev fastholdt, men samtidig skærpede banken kravet til, hvor stor den egentlige kernekapital skal
være, så det nu lyder på 13 pct. mod tidligere 11 pct.

Samtidig blev det præciseret, at de 15 pct. er opnåeligt under "normale markedsrenter". Og selv med de nuværende ekstremt lave renteniveauer vil Nordea kunne forrente sin egenkapital med 13 pct., forklarede Nordeas koncernchef, Christian Clausen.

"Du kan ikke sige, at vi guider efter 13 pct. Men vi kan operationelt øge vores egenkapitalforrentning til 13 pct.," sagde Christian Clausen til Ritzau Finans.

Men noget tyder på, at analytikernes tro på, at Nordea kan leve op til de ambitiøse mål, ikke er helt så klippefast som topchefens.

I hvert fald viser de første estimater for 2015, som SME Direkt har indsamlet for Ritzau Finans op til regnskabet for første kvartal, at analytikerne venter
en egenkapitalforrentning på 12 pct. i 2015. Det vil altså sige, at i hvert fald halvdelen af analytikerne regner med, at Nordea lander et stykke under de 13 pct., som Christian Clausen stiller i udsigt.

"Jeg tror ikke, der er nogen, der tør lægge normale markedsrenter ind i deres estimater. Der er ikke rigtig nogen, der tror på renteforhøjelser i år, og der
er et stykke vej fra nulrenter til normaliserede renter. Det er forklaringen på, at der er et mismatch mellem de 15 pct. og den opfattelse, der er i markederne," forklarer Christian Hede, bankanalytiker i Jyske Bank.

Han hører selv til de analytikere, der stoler på koncernchefens udmeldinger. Christian Hede regner med, at Nordea vil kunne forrente sin egenkapital med 13,3 pct. i 2013.

"Nordea har en lang tradition for levere det, de siger, og kunne gøre det, andre tror er svært," forklarer Christian Hede, men erkender, at en stor del af
hans kolleger er mere pessimistiske på Nordeas vegne.

"Det må jo være mangel på tiltro, for jeg forstår Christian Clausens udmelding sådan, at med mindre renten ligefrem falder herfra, så hedder det 13 pct. i 2015."

Selve regnskabet for første kvartal, der offentliggøres onsdag morgen, bliver næppe den store begivenhed. Ifølge SME Direkts prognose er konsensus i markedet, at Nordeas nettorenteindtægter vil falde til 1,40 mia. euro fra 1,42 mia. euro i samme periode sidste år.

Nedskrivningerne ventes nogenlunde uændrede, mens den sædvanligvis volatile indtjening fra handel med værdipapirer ventes at blive 628 mio. euro.

Alt i alt peger medianen af analytikernes estimater på et nettooverskud på 756 mio. euro mod 773 mio. euro i første kvartal 2012.

"Det er på mange måder et stille og roligt kvartal. Der er ikke sket alverden på de nordiske markeder," siger Christian Hede.

 

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også