Kreditvurderingsbureau venter 5500 konkurser i 2013

Der var 498 konkurser i Danmark i marts, men set over hele året vil samlet 5500 virksomheder blive tvunget til at dreje nøglen om. Sådan lyder vurderingen fra Bisnode Credit med udgangspunkt i rapporten "Danske virksomheders kreditværdighed".
AF RITZAU FINANS

Bisnode Credit har beregnet tallet, der svarer til omkring 458 konkurser per måned i gennemsnit, ud fra bureauets nuværende kreditvurderinger af de danske virksomheder.

5500 konkurser er samtidig en lille stigning sammenlignet med 2012 og mere end 1200 flere konkurser end i 2008, hvor finanskrisen for alvor begyndte at bryde ud. Samlet vurderer Bisnode Credit, at 50.000 danske virksomheder har en "skrøbelig" økonomi.

Blandt andet hotelbranchen er meget udsat, vurderer kreditvurderingsbureauet.

20 AAA-konkurser

"Generelt er det brancher med lave adgangsbarrierer og et stort antal virksomheder, som oplever de fleste konkurser. Fordelingen i rating-kategorierne er stabil, men på brancheniveau er der nogen variation. Således er branchen Hotel og Restauration forbundet med langt højere risiko end andre brancher. Omvendt har branchen Vandforsyning, Kloakvæsen, Affaldshåndtering og Rensning af jord og grundvand en relativt lav risiko," siger Martin Hornsyld, direktør hos Bisnode Credit, i en pressemeddelelse.

Bisnode Credit, der rangerer omkring 200.000 ud af 700.000 danske virksomheder, forventer 20 konkurser blandt virksomheder med topkarakteren "AAA" i 2013, mens niveauet under, "AA", ventes at blive ramt af 190 konkurser i år.

Hårdest ventes virksomheder med den sløjeste karakter "C" naturligt nok at blive ramt med 2520 konkurser i 2013.

"Mens en ud af 500 virksomheder med en "AAA"-rating kan forventes at gå konkurs inden for et år, er det hver tolvte med en "C"-rating," siger Martin Hornsyld i meddelelsen.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også