Internationalt: Europas repomarked skrumper

De europæiske bankers primære kilde til kortfristet finansiering er skrumpet med 12 procent, og de amerikanske banker er ramt af en nedgang i handler på råvaremarkederne.
Mette Mandrup

Europas repomarked skrumper

Europas repomarked, som er bankernes primære kilde til kortfristet finansiering, er blevet 12 procent mindre i løbet af 2012. Financial Times skriver, at det er et tegn på, at bankerne låner penge billigt hos centralbankerne i stedet for at låne dem hos hinanden.

 

Råvaremarkedet presser amerikanske banker

Råvaremarkederne har været en af de amerikanske bankers rigtig gode indtjeningskilder, men nu er den del af forretningen blevet ramt hårdt af hårdere regler og underdrejede markeder, skriver Wall Street Journal. Omsætningen fra handler med for eksempel olie, metaller og sojabønner faldt i 2012 med 16 procent hos J.P. Morgan Chase og 20 procent hos Morgan Stanley.

 

RBS og Barclays løfter sløret for gigantlønninger

Royal Bank of Scotland og Barclays har begge afsløret, hvor mange ansatte som har fået mere end 1 million pund i løn sidste år. Hos Barclays drejede det sig ifølge BBC News om 428 medarbejdere, mens 93 ansatte hos Royal Bank of Scotland nåede op over en million. Fem medarbejdere hos Barclays tjente mere end 5 millioner pund, men administrerende direktør Antony Jenkins er ikke en af dem. Han fik 2 millioner pund i lønningsposen sidste år.

 

Britiske politikere vil have strammere kapitalregler

Den britiske Commission for Banking Standards, der består af medlemmer af parlamentet, vil have endnu strammere kapitalregler, skriver The Daily Telegraph. De nuværende internationale standarder for gearingsfaktoren er 3 procent, men politikerne mener, at lovgivningen bør strammes, så bankerne højst kan have aktiver på 25 gange deres kernekapital.

 

Hedgefondchef på flugt fanget efter fem år

Den tyske hedgefondchef Florian Homm flygtede for fem år siden fra Mallorca med 500.000 dollar gemt i sine underbukser og sin kuffert, da de amerikanske myndigheder sigtede ham for svindel. Bloomberg News skriver, at han nu er blevet fanget i Firenze, og da det italienske politi fandt ham, havde han et liberisk diplomatpas på sig samt pas fra både Tyskland og Irland.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også