Clausen: Vi gør det ikke let for os selv

Nordeas nye ambitioner for bankens finansielle polstring er en skærpelse af kravene til bankens evne til at tjene penge.
AF RITZAU FINANS

Det fastslår koncernchef Christian Clausen, efter at han i forbindelse med årsregnskabet for 2012 har øget målet for bankens kernekapital til 13 fra 11 pct., men samtidig lover den samme egenkapitalforrentning, nemlig på 15 pct.

"Vi har i hvert fald ikke gjort det lettere for os selv. Men vi har planen til at nå det," siger han til Ritzau Finans.

Nordea forrentede sin egenkapital med 11,6 pct. i 2012. Ifølge koncernchefen kan banken af egen kraft bringe forrentningen op over 13 pct. i 2015.

"Du kan ikke sige, at vi guider efter 13 pct. Men vi kan operationelt øge vores egenkapitalforrentning til 13 pct.," siger Christian Clausen.

Skal forretningen højere op end 13 pct. kræver det hjælp i form af højere renter fra centralbankerne.

Ikke holdbart

"Inflationen er i øjeblikket omkring 2 pct. og renten er omkring 0 pct. Det er bestemt ikke holdbart. Men jeg er overbevist om, at vi inden for ikke al for lang tid får positive realrenter," siger Christian Clausen.

Sker det, vil bankens egenkapitalforrentning stige til 15 pct., og det er det forhold, banken ønsker at præcisere ved at ændre en central formulering i sine finansielle målsætninger.

Tidligere hed det, at Nordea kunne nå den efterstræbte egenkapitalforrentning "under normaliserede makroøkonomiske forhold". Nu er det ændret til, at det kan nås ved "normale markedsrenter".

"Der var nogle, der syntes, at den gamle formulering kunne forstås på mange måder. Så nu er det blevet lidt skarpere, hvad det egentlig er vi mener," forklarer Christian Clausen.



/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også