Nationalbanken hæver renten: Danmark fortsat sikker havn

Afgående nationalbankdirektør Nils Bernstein har som en af sine allersidste embedsgerninger hævet renten. Renten på indskudsbeviser til -0,10 pct. fra -0,2 pct. og udlånsrenten stiger til 0,3 pct. fra 0,2 pct.
AF RITZAU FINANS

Foliorenten og diskontoen fastholdes på 0,0 pct. Rentestigningerne træder i kraft 25. januar.

"Renteforhøjelsen sker efter at Nationalbanken har solgt valuta i markedet," skriver Nationalbanken.

Faktisk har Nationalbanken over den seneste fire måneder støtteopkøbt danske kroner for mere end 5 mia. kr. Men det har ikke kunnet forhindre en svækkelse af kronen over for euroen.

Tilbage i midten af juni lå kronen således omkring 7,430 over for euroen, mens den de seneste dage er blevet handlet op over 7,463. Dermed er den nået et godt stykke op over centralpariteten på 7,4604, som er den omvekslingskurs, Nationalbanken sigter efter i fastkurspolitikken.

I Nordea advarer senioranalytiker Jan Størup Nielsen mod at se dagens renteforhøjelse som et tegn på, at Danmarks status som sikker havn på de finansielle markeder, er blevet svækket

"Det er derimod investorernes mindre efterspørgsel efter sikre havne, som har drevet kronen svagere. Derfor skal dagens danske renteforhøjelse også ses som et sundhedstegn, da det er et tegn på, at investorerne igen tør bevæge sig ud af den sikre danske havn," skriver han i en kommentar.

Samme vurdering har chefanalytiker Mikkel Høegh fra BRF Kredit.

"I markederne er der i stigende grad mod på at påtage sig risiko, hvorfor investorerne i højere grad køber andre papirer end sikre obligationer i Danmark. Det har givet anledning til en svækkelse af kronen, og det er nu den svækkelse, vi i første omgang ser en reaktion på," skriver han i en kommentar til renteforhøjelsen.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein går på pension 1. februar. Han afløses af forhenværende ATP-direktør Lars Rohde.


/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også