Internationalt: EU laver ny plan for bankredninger

EU er i gang med et nyt udkast til et forslag om, hvordan nødlidende banker i eurozonen kan reddes, og i 2012 var der en stor stigning i antallet af fyringer i Londons finansverden. Her er det internationale overblik.
AF METTE MANDRUP

EU laver ny plan for bankredninger

EU har startet på et nyt udkast til en plan for, hvad man skal stille op med nødlidende banker i eurozonen. Financial Times skriver, at udkastet blandt andet indeholder et krav om, at landene selv skal bære en stor del af omkostningerne, selv om de søger økonomisk hjælp fra den Europæiske Stabilitetsmekanisme.

 

Antallet af fyringer vokser i Storbritannien

Antallet af fyringer og suspensioner voksede i 2012 til det højeste niveau i fem år, da 1373 ansatte enten fik en fyreseddel eller blev suspenderet i løbet af året. Ifølge The Independent er det en stigning på 56 procent i forhold til 2011, og det indikerer, at krisen stadig påvirker de finansielle virksomheder negativt.

 

Investorer tror på spanske banker

Investorerne er så småt til at vende tilbage til de spanske markeder, og troen på bankerne er ved at genfinde sig på trods af landets økonomiske problemer. Bloomberg News skriver, at der er en øget efterspørgsel på spanske bankobligationer, og at aktiepriserne desuden også er stigende.

 

Japan leder efter ny centralbankchef

Til april skal Japan have en ny centralbankchef, der skal efterfølge Masaaki Shirakawa. Premierminister Shinzo Abe leder ifølge Bloomberg News efter en modig person til posten, idet han har planer om at få Japan ud af recessionen og at få sat en stopper for den deflation, der hærger i landet.

 

Goldman overvejer at udsætte bonusser

I Storbritannien falder topskatten fra 50 procent til 45 procent i det nye skatteår, som begynder i april, og det har fået Goldman Sachs til at overveje at udsætte sine bonusbetalinger. Det skriver The Guardian. Flere banker har overvejet at gøre det samme, men har ifølge avisens oplysninger droppet ideen igen af frygt for den dårlige omtale, som vil følge med.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også