EU-chef: Banktilsynet skal ledes af en kvinde

Det bliver med stor sandsynlighed en kvinde, der skal stå i spidsen for EU's nye fælles banktilsyn.
AF RITZAU FINANS

Sådan lyder det i hvert fald fra eurogruppens chef, luxembourgeren Jean-Claude Juncker.

"Jeg er fuldstændig tilhænger af, at der skal stå en kvinde i spidsen for banktilsynet. Det kommer også til at ske. Og hun vil være fransk," siger han højst uventet efter et møde med EU-Parlamentets økonomiudvalg i Bruxelles torsdag.

Netop Europaparlamentet har kæmpet for, at der kommer flere kvinder i europæiske virksomheders bestyrelser.

Sidste år nægtede parlamentet endda at give grønt lys til udnævnelsen af Yves Mersch som nyt bestyrelsesmedlem i Den Europæiske Centralbank - udelukkende fordi han ikke er en kvinde.

Den slags uenigheder ser ud til at blive undgået i denne omgang med Junckers afsløring om, at banktilsynet får en kvindelig chef.

Selvom Juncker ikke vil komme med flere oplysninger om, hvem denne kvinde er, forsikrer han, at hun er blevet "uformelt godkendt, og det er mere eller mindre officielt".

Og dét vækker glæde hos Sharon Bowles, der står i spidsen for parlamentets økonomiudvalg, som Juncker torsdag havde møde med.

"Der står et meget beslutsomt parlament bag dette," siger hun på et pressemøde efterfølgende.

Banktilsynet skal efter planen være fuldt operationelt i 2014, hvor det skal kigge de største europæiske banker over skulderen og gribe ind, hvis bankerne viser svaghedstegn.

I første omgang er det kun de 17 eurolande, der deltager i tilsynet, men ikke-eurolande som Danmark har også mulighed for at blive omfattet.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har endnu ikke afgjort, om Danmark skal være en del af tilsynet.

Men selv hvis Danmark vælger at stå uden for det fælles tilsyn, vil store banker som Danske Bank, der også opererer i eurolande, alligevel blive omfattet.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også