Der var først og fremmest en forfejlet mediestrategi, der gjorde at sagen om Cibor-rentesatserne blev så stor, som den gjorde.

Sådan lydet det fra Finansrådets formand, Nordea-chef Michael Rasmussen, på rådets årsmøde.

"Ingen tvivl om, at vi havde en dårlig sag i medierne, og vi burde tidligere have været ude og sige: Vi har en referencerente, der fastsættes på baggrund af et marked, der reelt forsvandt med Lehmann Brothers' konkurs. Og vi burde have forudset, at pendanten til CIBOR, nemlig den engelske LIBOR-rente var ved at udvikle sig til en stor skandale i England, og at den kunne smitte af på vores lokale referencerente herhjemme," siger Rasmussen på mødet og fortsætter:

"Men vi havde ikke evne til at forestille os, at en rentefastsættelse, som altovervejende er en referencerente internt mellem finansielle virksomheder, og som de samme finansielle parter har fuld tillid til, kunne påkalde sig alverdens interesse. Dét læste vi – mildt sagt – forkert. Det kom også bag på os, at vi skulle anklages for bevidst at ville fuske med rentefastsættelserne og snyde almindelige bankkunder og boligejere."

Hold op med at slå konen

Formanden ridser sagen op som et klassisk, logisk problem - og roser samtidig regeringen.

"Vi var i en situation, hvor vi billedligt talt skulle svare på og dokumentere, om vi var holdt op med at slå konen. (...) Tilbage står, at det voldsomme fokus på CIBOR medførte en grundig gennemgang af hele set up'et omkring referencerentesystemet, og det førte en lang række velkomne opstramninger og forbedringer med sig. I den forbindelse vil vi gerne kvittere for, at ministeriet ikke lod sig rive med af stemningen, men bevarede roen og overblikket samt gav sig den nødvendige tid til at udfærdige en grundig og seriøs redegørelse," siger Rasmussen, og afviser på det nærmeste, at Finanstilsynets bagudrettede undersøgelse kan komme frem til noget:

"På den måde kan man tale om, at der kom meget godt ud af en ellers kedelig sag – blandt andet, at der ikke har vist sig at være hold i anklagerne."