Bankpakker giver staten overskud

Om staten er gået glip af milliarder af kroner ved at opgive den såkaldte upsidemodel, hvor staten skulle have del i gevinsten ved bankernes stigende aktiekurser, afhænger tilsyneladende af, fra hvilken vinkel problemet anskues.
AF RITZAU FINANS

Af den seneste opgørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet over bankpakke II fra 16. maj i år fremgår det, at redningspakken for pengeinstitutterne ved udgangen af 2012 vil have givet staten et overskud på 6,9 milliarder kroner.

Bankpakke II, der vedtaget 3. februar 2009, består af to elementer: Dels en statsgaranti for bankers lån på finansmarkederne, dels lån til bankerne fra staten, der indgik i bankernes egenkapital, og som dermed styrkede egenkapitalen.

Det er netop lånene til de banker, der ønskede at styrke deres egenkapital ved at låne af staten, der er stridens æble. Alle Folketingets partier støttede bankpakke II undtagen Enhedslisten.

I sidste øjeblik blev den såkaldte upsidemodel taget ud af bankpakke II angiveligt efter pres fra de store banker Nordea og Danske Bank. Upsidemodellen ville have givet staten andel i gevinsten ved stigende aktiekurser.

I stedet havnede denne gevinst i bankejernes lommer. Men bankerne skulle betale 10 procent i rente af de penge, de lånte hos staten.

Danske Bank optog et lån på 24 milliarder kroner - det er godt halvdelen af de 46 milliarder kroner, staten ydede i kapitalindskud i bankerne.

Danske Banks pressechef Kenni Leth har forklaret, at hvis aftalen om bankpakke II havde indeholdt upsidemodellen, så havde Danske Bank ikke optaget lån hos staten.

Banken kunne for eksempel have hentet kapital på markedet, hvis det blev nødvendigt, har han forklaret.

Lægges de to bankpakker I og II sammen, vil de ved udgangen af 2012 have givet staten en samlet gevinst på 9,36 milliarder kroner.

Det vil angiveligt tage lang tid, før det endelige regnestykke af bankpakkerne kan gøres op. Nogle banker har betalt lånet tilbage til staten, andre betaler fortsat af.

Ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet vil en ny opgørelse over statens gevinst ved bankpakkerne foreligge omkring nytår.



/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også