Internationalt: Wall Street skal genoprette forhold til Obama
Wall Street skal genoprette forhold til Obama
De fleste virksomhedsledere på Wall Street har ensidigt støttet Mitt Romney både økonomisk og moralsk i kampen om præsidentposten, og da det i stedet var Barack Obama, som vandt valget, skal industrien nu i gang med at genskabe et godt forhold til præsidenten. Det skriver New York Times.
Prudential får stort underskud
Forsikringskæmpen Prudential har i tredje kvartal fået et underskud på 618 millioner dollar, hvilket er et markant fald fra overskuddet på 1,6 milliarder dollar i samme periode sidste år. Bloomberg News skriver, at underskuddet skyldes, at selskabet tabte 684 millioner dollar på derivater.
Bank of China spår stabilisering af dårlige lån
Efterhånden som den kinesiske økonomi kommer til at stabilisere sig i løbet af det kommende år, vil kvaliteten af banklån også blive bedre. Det mener i hvert fald Bank of China, der er landets fjerdestørste bank. Bloomberg News skriver, at værdien af dårlige lån i tredje kvartal steg med 2,1 milliarder yuan til 295,7 milliarder yuan.
Commerzbank kan skære 6000 jobs
Den tyske storbank, Commerzbank, kan komme til at skulle fyre op mod 6000 medarbejdere, skriver Die Zeit uden dog at angive nogle kilder til oplysningerne. Fyringerne skulle være et led i bankens spareprogram, som løber frem til 2016.