Avis: Pensionsdirektører advarer mod aktiv forvaltning

Aktive investeringsforeninger er en bedre forretning for bankerne, end for de kunder, de bliver solgt til, lyder advarslen i dag fra en række pensionsdirektører.

Omkostningerne er så høje og afkastet så usikkert, at aktivt forvaltede investeringsforeninger ikke er det bedste valg for privatkunder. Til gengæld er det det bedste valg for de banker, der gerne vil tjene penge på formidlingen.

I dagens Børsen advarer en række pensionsdirektører private investorer mod at kaste pengene blindt efter bankernes anbefalinger af egne, aktivt forvaltede investeringsforeninger.

"Jeg tror, fejlen ligger to steder. Dels kan det være i rådgiverens interesse at sælge et andet produkt, og så tror jeg også, at man som privat investor kan blive lokket af lodseddeltankegang," siger investeringsdirektør i Sampension Henrik Olejasz Larsen til dagbladet Børsen.

Også PKA anbefaler passivt forvaltede investeringsfonde til private investorer. I AP Pension mener direktør Søren Dal Thomsen, at bankrådgiveren ikke er uvildig, og at han heller ikke er den bedste til at finde aktive forvaltere.

Kritikken preller af

I en rapport fra Penge- og Pensionspanelet sidste år konkluderede professorerne Michael Møller, Tom Engsted og nuværende FIH-direktør Bjarne Graven Larsen, at det primært var bankerne selv, der tjente på at sælge investeringsbeviser til kunderne.

"Bankerne tjener de fleste penge på de dyre aktivt forvaltede investeringsforeninger, og derfor forsøger de at sælge dem til kunderne. Men det er svært at klandre bankerne for at forsøge at tjene penge. Derfor er det vigtigt, at kunderne ved, at der også er andre muligheder," siger professor fra Aahus Universitet Tom Engsted til Børsen.

Kritikken af, at bankerne skulle sælge egne investeringsbeviser til kunderne for selv at score fortjenesten - og bevidst sælge de dyre, selv om det ikke er til kundens fordel, preller af på Finansrådet.

"Hvis en kunde har et ønske om at klare sig bedre end markedet, så er de aktivt forvaltede investeringsforeninger et godt produkt. Og vi har netop indført, at kunderne bliver gjort bekendt med de årlige omkostninger og også får at vide, hvis der er formidlingsprovision. Så jeg mener ikke, at der er noget at kritisere bankerne for," siger kontochef i Finansrådet Christine Habel til Børsen.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også