EU-Parlamentet afviser ny mand i centralbanken

Der sidder udelukkende mænd i Den Europæiske Centralbanks (ECB) bestyrelse.
AF RITZAU FINANS

Og det er ikke godt nok, mener EU-Parlamentet, der torsdag har stemt imod udnævnelsen af endnu en mand til bestyrelsen: luxembourgeren Yves Mersch.

Hans kandidatur til posten har udviklet sig til en sag om kønsfordelingen i ECB og ligestilling mellem mænd og kvinder i EU generelt.

Emilie Turunen, der sidder i parlamentet for den grønne gruppe, er ikke i tvivl: Den frie bestyrelsespost i centralbanken burde gå til en kvalificeret kvinde.

"Jeg forstår godt, hvis nogen synes, det er synd for ham, men på den anden side, kan vi jo ikke blive ved med at se til, mens et af de mest magtfulde økonomiske organer i Europa bliver ved med at være en mandeklub," siger Turunen.

Men selvom hun sammen med flertallet i parlamentet torsdag har stemt imod udnævnelsen af Yves Mersch, får afstemningen ikke nogen reelle konsekvenser.

Parlamentet skal godt nok høres i spørgsmålet om, hvem der bliver nyt medlem af ECB's bestyrelse, men har ikke mulighed for at blokere beslutningen.

Alligevel har parlamentets stilling fået stor mediedækning. Tidligere på ugen påpegede økonomiudvalget, at EU-medlemslandene "gentagne gange har afvist at anerkende behovet for en bedre kønsbalance i Den Europæiske Centralbank".

"Vi protesterer mod, at EU's mest magtfulde institution udelukkende ledes af mænd i de næste seks år," udtalte økonomiudvalgets formand, briten Sharon Bowles, og henviste til, at den næste udskiftning først sker om seks år.

Ud over ECB's bestyrelse, der har seks medlemmer, har centralbanken også et såkaldt styrelsesråd. Det er det højeste organ i ECB og består af centralbankdirektører fra de 17 eurolande - og de er også alle mænd.


/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også