Minister: Forbrugeren skal ikke betale for kreditkortfejl

Forbrugeren skal ikke betale for problemer med betalingskort, siger minister.
AF JANNIK BRINCH, epn.dk

Hvis chippen på betalingskort som Mastercard, Eurocard eller American Express ikke virker, så er det ikke forbrugeren, der skal betale.

Det slår erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen fast.

Reaktionen kommer efter, at kortindløserselskabet Teller har besluttet at pålægge fejlslagne forsøg på at betale med chip et gebyr på 7,50 kr.

"Det er ikke rimeligt, og det er ikke forbrugeren, der skal betale. Hvis man er i tvivl, så skal reglerne præciseres, og ellers må vi ændre bekendtgørelsen," siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen til epn.dk.

Rene maskiner

Teller, der er en del af den bankejede Nets-koncern, har ønsket at pålægge fejlagtige chipkort-betalinger et gebyr, for at tvinge de forretningsdrivende til i højere grad at rense maskinerne og ligeledes at forsøge at gennemføre betalingerne flere gange, hvis de mislykkes, i stedet for at bruge den mindre sikre magnetstribe.

I første omgang bliver regningen sendt til de forretningsdrivende, men meget tyder på, at det i sidste ende ville havne hos forbrugerne.

Men sådan skal det ifølge ministeren ikke være.

"Først skal vi undersøge det, for der er åbenbart tvivl, og den skal komme forbrugeren til gode. Forbrugeren skal ikke betale for tekniske fejl, og det skal præciseres," siger Annette Vilhelmsen.

En del af driftsudgifterne

Skal de forretningsdrivende så betale regningen?

"Hvordan udgiften kan påhvile dem, må vi se på. Det bliver højest sandsynligt en del af de driftsudgifter, man har," siger erhvervs- og vækstministeren.

Men forbrugerne kan jo bare holde sig væk fra de kort, hvis de ikke vil betale. Er det ikke rimeligt?

"Jo, men man skal vide det. Når jeg betaler en vare, så skal jeg vide, om den koster 7,50 kr. ekstra, og det ved man jo ikke altid. Hvis den afviser min chip, og man får besked på at bruge magnetstriben, så ved jeg jo ikke nødvendigvis om den koster 7,50 kr. ekstra," siger Annette Vilhelmsen.

Det er uklart, hvor stort et beløb, det nye gebyr vil kunne indbringe Teller, der i 2011 omsatte for 595 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også